USA/åbning: Små udsving oven på forrygende kvartal - Dow fortsætter rekordjagt
30/6 15:44
Der trædes vande på det amerikanske aktiemarked fra åbningen tirsdag, som afslutningen på et kvartal der har budt på de største stigninger i flere år.
S&P 500-indekset er åbnet 0,01 pct. lavere, Nasdaq-indekset stiger 0,01 pct., mens Dow Jones-indekset går forrest med et plus på bare 0,1 pct. Det sker efter en periode med udsving, i takt med at aktier er steget som konsekvens af udbygningen af kunstig intelligens, blot for at falde tungt enkelte dage når der er taget gevinster hjem.
Både S&P 500-indekset og Nasdaq-indekset er imidlertid ifølge Reuters på vej mod det bedste kvartal i seks år, mens Dow Jones-indekset kan sætte punktum for den største kvartalsfremgang siden 2022.
Mandag satte Dow Jones-indekset sin 17. rekord i år og steg 0,6 pct. Så en stigning i dag er lig rekord nummer 18 i år.
S&P 500- og Nasdaq-indekset gik mandag desuden frem med henholdsvis 1,2 pct. og 2,1 pct., men er begge et stykke fra lukkerekorder fra den 2. juni.
I løbet af kvartalet er S&P 500 steget 17,3 pct. frem til og med mandag. Dow Jones-indekset er gået 15,4 pct. frem, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks er strøget i vejret med 24,2 pct. trods let modvind i juni.
Spørgsmålet er nu, hvordan regnskaberne arter sig.
- Teknologi har haft en mørk periode i juni, men det kan nemt ændre sig, når regnskabssæsonen nærmer sig, siger Brian Levitt, chefstrateg hos Invesco, til Reuters.
COMCAST STIGER PÅ NY
Selskabsspecifikt stiger Comcast yderligere 2 pct. efter en gevinst mandag på 4,5 pct., da selskabet annoncerede planer om at splitte sine teknologi- og medieenheder i to børsnoterede selskaber.
Investorerne ser også ud til igen at have appetit på selskaber eksponeret mod kunstig intelligens. Blandt andet stiger Advanced Micro Devices, Super Micro Computer og Sandisk og med mellem 1,2 og 3 pct. fra åbningen.
Nike, der kommer med kvartalsregnskab efter børslukketid, falder 0,2 pct.
I puljen med "Magnificent Seven"-aktier klarer Meta sig værst og dykker 1 pct. i formarkedet, mens chipkæmpen Nvidia klarer sig bedst med en stigning på 1,6 pct.
Musks rumfartsselskab SpaceX falder 1,1 pct., men efter en forrygende debut som børsnoteret, hvor aktien indledte i kurs 135 dollar, men senest er handlet i 162,32 dollar trods faldet fra åbningen.
Concentrix, der står for callcentre og ydelser inden for kundeservice, falder tungt med 18 pct. efter en nedjustering af salgsforventningerne og meldinger om, at nogle kunder skærer ned.
Hele sektoren er ifølge Bloomberg præget af en underliggende tendens til, at kunderne skærer ned og i stigende grad benytter sig af kunstig intelligens til at varetage kundeserviceopgaver.
.\\˙ MarketWire
