Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Mærsk trynet trods opjustering - Vestas og Genmab strøg til vejrs

30/6 17:05

Pæne stigninger til Genmab, NKT og Vestas medvirkede til at holde det danske aktiemarked oven vande tirsdag, hvor A.P. Møller-Mærsk fik en dukkert trods en stor opjustering.

Eliteindekset sluttede 0,7 pct. højere i 1817,83 - det højeste niveau siden 18. februar. Desuden ligger indekset nu næsten uændret, eller 0,4 pct. lavere, sammenlignet med niveauet ved årsskiftet.

- Det ser relativt stabilt ud. Europa ligger positivt, og det er nogenlunde det samme, vi ser på det danske marked, som dog stiger lidt kraftigere på nogle enkelte selskaber, siger Otto Friedrichsen, viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, til MarketWire.

MÆRSK VENDTE RUNDT

Mærsk måtte imidlertid se en pæn stigning fra morgenstunden smuldre henover tirsdagen.

Høje fragtrater fra krigen i Mellemøsten og en tidlig højsæson udløste mandag aften en opjustering fra Mærsk. Men efter indledende plusser på over 5 pct. til rederiaktierne gik gassen hurtigt af ballonen.

Ved lukketid var B-aktien faldet med 2,2 pct. til 15.540 kr.

Ifølge Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, skyldes det, at investorerne allerede er begyndt at se ud over 2026.

- Der er stadig nogle strukturelle udfordringer fra 2027 og frem med overkapacitet. Så det er ikke 2026, der prissætter aktien, siger han til MarketWire.

Oveni var det heller ikke overraskende, at Mærsk ville opjustere forventningerne - blandt andet fordi højsæsonen er startet tidligt i år, og fordi krigen i Mellemøsten har sendt fragtraterne i vejret.

- Jeg vil mene, at opjusteringen er større end ventet, men det var ikke overraskende, at der kom en opjustering. Og reaktionen i dag viser, at man priser aktien på det, som skal ske fra 2027 og frem, siger Mads Zink.

Mærsk, der oprindeligt så risiko for, at også 2026 kunne være endt med underskud, venter nu et driftsresultatet, EBIT, på 2-4 mia. dollar i år. Tidligere lød prognosen på minus 1,5 til plus 1 mia. dollar.

GENMAB IMPONERER MED STUDIEDATA

Flere C25-aktier formåede dog tirsdag at holde det danske marked i et sikkert plus.

Godt gik det Genmab, som efter positive studiedata med kræftmidlet epcoritamab, blev sendt 4,5 pct. op til 1795 kr.

Også Vestas var efterspurgt og steg 3,5 pct. til 184,60 kr., efter at JPMorgan løftede kursmålet for vindmølleaktien til 251 kr. fra 216 kr. og gentog anbefalingen "overvægt".

Ordremæssigt står Vestas til at levere sit næstbedste andet kvartal de seneste fem år, kun overgået af 2024.

NKT HÆVET HOS DANSKE BANK

NKT, der fik løftet sin anbefaling hos Danske Bank til "køb" fra "hold", gik frem med 2,6 pct. til 976 kr. Danske Banks kursmål for NKT er 1115 kr.

Blandt sidepapirerne faldt Biomar 1,7 pct. til 105 kr. Den nyligt børsnoterede aktie må fra denne uge stå på egne ben, efter at emissionsbankerne har afsluttet perioden, hvor de har stabiliseret aktiekursen i nærheden af udbudskursen på 108 kr. Mandag faldt Biomar 1,3 pct.

Modeportalen Boozt var til gengæld i hopla og steg 5,6 pct. 99,45 kr. efter en opjustering af forventningerne på baggrund af et andet kvartal med "stærkt salg".

Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 7-11 pct. i faste valutaer mod tidligere 3-8 pct. og en justeret EBIT-margin på 6,0-6,8 pct. mod 5,6-6,8 pct.

Nordea kvitterede med at skrue op for kursmålet for modeaktien til 114,61 kr. mod tidligere 88,61 kr. og gentage anbefalingen "køb".

.\\˙ MarketWire