Vestas sluttede andet kvartal med ordrevækst på 150 pct.
1/7 06:34
På andet kvartals sidste dag sikrede Vestas sig vanen tro en række vindmølleordrer.
Tirsdag blev det til samlede bestillinger på 451 megawatt (MW) efter en høst på i alt ti ordrer.
De omfattede blandt andet fem bestillinger til det tyske marked, fire andre ordrer i Europa og en enkelt japansk bestilling.
Dermed endte den annoncerede ordreindgang i andet kvartal på 2780 megawatt, hvilket svarer til en fremgang på 150 pct. sammenlignet med ordrer for samlet set 1112 megawatt i andet kvartal af 2025.
Undervejs i tremånedersperioden har den danske vindmølleproducent blandt andet modtaget to meget store ordrer på landvindmøller i USA fra unavngivne kunder på henholdsvis 673 og 869 megawatt. Den største af de to kom så sent som torsdag i sidste uge.
Der var også en solid ordrefremgang i første kvartal, da de samlede bestillinger inklusive de uannoncerede ordrer endte i 4504 megawatt mod 3135 megawatt et år før. Det svarede til en fremgang på 44 pct.
Lægger man de annoncerede ordrer sammen før første og andet kvartal og medregner de uannoncerede ordrer for første kvartal for både 2025 og 2026 er der i direkte sammenligning tale om en fremgang på 72 pct.
De uannoncerede ordrers omfang i andet kvartal oplyses i forbindelse med Vestas' regnskab for andet kvartal den 12. august.
.\\˙ MarketWire
