Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Bedste aktiekvartal siden 2020 - Dow i rekord - Nvidia, Apple løftede

1/7 06:32

De amerikanske aktier fortsatte fremgangen tirsdag, da især it og industri trak op. Men onsdag morgen ser humøret dog anderledes ud.

Her peger de ledende futures for det amerikanske marked på fald mellem 0,2 pct. og 0,3 pct. senere på dagen.

Til trods for sidste uges nedtur på 2,0 pct. sluttede markedet i USA derfor med det bedste kvartalspræstation siden 2020 med et samlet plus på næsten 15 pct.

Fra økonomien var nyhederne tirsdag mere blandede med en lavere forbrugertillid i USA i juni end ventet, men omvendt et signal om et lidt bedre arbejdsmarked end forudset, da antallet af ledige stillinger i den amerikanske økonomi steg en anelse mod et ventet fald.

De bedre end ventede jobtal var med til at skubbe markedsrenterne op, for et solidt arbejdsmarked giver centralbanken i USA mere rum til at bekæmpe inflationen med eventuelle renteløft.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct., mens Dow Jones vandt 0,3 pct. til årets 18. lukkerekord i 52.317,81 indekspoint, ligesom Nasdaq blev løftet 1,5 pct.

- Vi har haft udviklingen med, at "Magnificent Seven" er blevet handlet ned, og investorerne er roteret ud. Nu har vi de seneste dage så set en vending i den trend, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Flere store finanshuse har de seneste dage også løftet deres mål for S&P 500 i år. Desuden er der et håb om fred og fordragelighed i Mellemøsten.Snart starter regnskabssæsonen også, og her skal investorerne være med. Så det er ikke en enkeltstående historie, som skaber den positive stemning.

HANDLET VOLDSOMT NED

I S&P 500 var det tirsdag it-aktierne, der klarede sig bedst blandt sektorerne med et plus på 2,6 pct. Der var samtidig fremgang til industriaktierne på 1,4 pct.

I den negative vægtskål faldt dagligvarer og sundhed samtidig med 1,5 og 1,3 pct.

Det var de helt store teknologinavne, som løftede markedet tirsdag med en stigning til chipkæmpen Nvidia på 2,6 pct., mens Apple vandt 2,7 pct., og Microsoft tikkede op med 1,2 pct.

Ligeledes inden for it var der også plusser til andre chipnavne med et løft på 1,4 pct. til Broadcom, en stigning til AMD på 7,7 pct. og en fremgang på 6,0 pct. til Intel, mens Micron vandt mere moderate 0,8 pct.

Inden for kommunikationsservice steg Alphabet tirsdag også 1,1 pct., mens Meta Platforms steg beskedne 0,1 pct. SpaceX, som ikke er en del af det amerikanske hovedindeks endnu, vandt også 4,1 pct.

I cyklisk forbrug faldt Amazon derimod 0,8 pct., mens Tesla omvendt gik 2,1 pct. frem.

- "Magnificent Seven" har præsteret helt vildt dårligt i dette kvartal, særligt den seneste måneds tid, og nu vender det. De var blevet handlet for voldsomt ned, konstaterer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

I forbindelse med junis rotation ud af Magnificent 7 har de syv selskaber undervejs mistet samlet set 2200 mia. dollar i markedsværdi ifølge en opgørelse fra Financial Times efter et fald frem til og med mandag på næsten 10 pct.

NEGATIVT NARRATIV

Inden for sundhed var der tirsdag et minus til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 2,5 pct., mens Johnson & Johnson samtidig satte sig 1,8 pct.

Tirsdag fortsatte Axon Enterprise omvendt op med et plus på 9,8 pct. i kølvandet af nyheden mandag om, at USA's præsident, Donald Trump, tilbage i februar købte aktier i sikkerhedskoncernen, der også steg 9,9 pct. mandag.

På regnskabsfronten havde Nike programsat sine tal for fjerde kvartal frem efter markedets lukning tirsdag. Inden da faldt sportstøjskæmpen med 1,0 pct. til et årsminus på mere end 35 pct.

Sportskæmpen udvidet faldet i formarkedet til 3,2 pct., efter forventningerne til omsætningen de næste to kvartaler blev nedpræciseret af selskabets administrerende direktør på efter regnskabet, skriver Bloomberg News.

Nike er blandt andet presset af en svag udvikling på det kinesiske marked, af hårdere konkurrence samt af Donald Trumps toldkrig.

.\\˙ MarketWire