Asien: Sektorrotation ud af teknologi dominerer
2/7 06:32
De asiatiske aktiemarkeder ligger overordnet med kursfald torsdag, hvor investorerne roterer ud af chipproducenter efter et fantastisk andet kvartal.
Samtidig afventer de finansielle markeder de amerikanske jobdata, der kan give indikationer om risikoen for rentestigninger.
Onsdagens udsalg i de amerikanske chipaktier med Nvidia og Broadcom i front, spilder torsdag over på de asiatiske kolleger og tynger de teknologitunge indeks i såvel Tokyo som Taipei og i særdeleshed Seoul.
Det japanske Nikkei-indeks falder 1,3 pct. og det taiwanesiske Taiex-indeks dropper 0,8 pct.
Men hårdest går det ud over det stærkt volatile Kospi-indeks i Sydkorea, der ligger med et minus på 4,0 pct. trukket ned af SK Hynix, der falder 7,7 pct. og Samsung, der dykker 6,2 pct.
Kursfaldet i Kospi-indekset skal dog ses i lyset af en massiv stigning på 68 pct. alene i andet kvartal, hvor den stigende efterspørgsel efter hukommelseschips relateret til AI kulminerede foreløbigt.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavs-aktier uden for Japan falder 0,8 pct., mens de amerikanske aktiefutures indikerer en positiv åbning i New York senere på dagen med stigninger på 0,1-0,3 pct., med størst tyngde i teknologisegmentet.
De kinesiske aktier holder en mere afbalanceret linje. Hang Seng i Hongkong ligger med et plus på 0,6 pct., mens Shanghai Composite og CSI 300 på fastlandet falder henholdsvis 0,7 pct. og 1,3 pct.
Singapores Strait Times-indeks øger 0,2 pct., mens Australiens ASX-indeks kort før lukketid i Sydney taber 0,1 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -1,3 |
| Topix | +0,8 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,6 |
| China Shanghai Composite | -0,7 |
| China CSI 300 | -1,6 |
| Taiwan Taiex | -0,8 |
| Sydkoreas Kospi | -4,0 |
| Singapores STI | +0,2 |
| Sydney ASX 200 | -0,1 |
Indeksværdier kl 5.50
.\\˙ MarketWire
