USA/lukning: Mindre aktiefald onsdag - Apple, Meta og Microsoft trak op
2/7 06:32
Efter to klare plusdage mandag og tirsdag, som var med til at sikre den bedste kvartalsmæssige aktiepræstation siden 2020 med et plus på 15 pct., var markedet i USA onsdag mere vaklende.
Det skyldtes en blandet udvikling hos de allerstørste teknologinavne med pres på chipaktierne, herunder Nvidia og Broadcom, men omvendt fremgang til de øvrige "Magnificent Seven"-aktier.
Torsdag morgen er teknologiaktierne igen i centrum, men nu for det bedre. Nasdaq-futuren indikerer et plus på 0,4 pct., mens det bredere S&P 500-indeks står til at åbne med et plus på 0,2 pct. og Dow Jones-futuren peger på et plus på under 0,1 pct.
Onsdag skilte Meta Platforms sig særligt ud med et stort kurshop efter medieskriverier om, at Facebook-ejeren vil begynde at sælge AI-drevet cloud computing i konkurrence med Microsoft, Amazon og Alphabet.
Ellers var fokus på Federal Reserves nye formand, Kevin Warsh, der var på besøg på ECB's konference i Portugal og her gentog, at banken ikke vil fravige målet om at sikre prisstabilitet, mens han også konstaterede, at inflationsrisikoen er aftaget.
Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund med 0,2 pct., men det var også undervejs i minus med 0,7 pct. og i plus med 0,3 pct.
Dow Jones faldt samtidig marginalt og missede derfor den tredje dag i træk med rekord, mens Nasdaq mistede mest i form af 0,7 pct.
- Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen stor eufori derude lige nu. Stemningen er sindig, men ikke selvtilfreds, siger Benjamin Jones, researchchef hos Invesco, til Reuters.
META I VEJRET
I S&P 500 var det onsdag blandt andet kommunikationsservice, som trak frem med et plus på 2,6 pct.
Det var Meta Platforms, der sikrede den udvikling med et plus på 8,8 pct. efter en artikel fra Bloomberg News, baseret på unavngivne kilder, om, at koncernen vil sælge overskydende AI-computerkraft via et nyt forretningsområde.
Så sent som i sidste uge begyndte Meta Platforms også at kradse betaling ind fra erhvervskunder for en række andre AI-ydelser.
I samme sektor var der ligeledes fremgang på 1,1 pct. til Alphabet, der på den baggrund fortsatte denne uges optur i kølvandet af, at aktien mandag debuterede i Dow Jones-indekset. Det selv om datterselskabet Google onsdag tabte en konkurrencesag i Sverige og derfor skal betale Pricerunner næsten 2 mia. dollar i erstatning.
SpaceX, som endnu ikke er med i S&P 500, men som også tilhører kommunikationsservice fortsatte derimod sin volatile tilværelse med et kursfald på 7,8 pct. efter plusser mandag og tirsdag på 7,2 og 4,1 pct.
EN HALLUCINATION
Onsdag var der omvendt fremgang til Apple såvel som Microsoft på 1,7 og 3,0 pct.
Microsoft lunede sig ved meldinger om en sparerunde i form af afskedigelser, ligesom Windows-koncernen blev løftet af en analyse fra finanshuset Guggenheim, der konkluderer, at kunstig intelligens ikke er "dødsstødet" til softwareselskaberne.
Det trak også to fremhævede navne som Salesforce og Servicenow, der vandt 4,2 og 6,6 pct., op, ligesom Applovin og Palantir gik op med 9,6 og 7,8 pct.
- Værdiansættelserne antyder, at mange softwarevirksomheder vil falde i al evighed på grund af AI.
- Det tror vi ikke er sandt, skriver Guggenheims analytiker John DiFucci ifølge Bloomberg News i en analyse og peger på, at det "livsfarlige" negative scenario er en "hallucination".
Der var omvendt salgspres på chipaktierne, og derfor satte it-aktierne sig som helhed med 1,8 pct.
Nvidia mistede nemlig 1,3 pct., ligesom Broadcom tabte 2,2 pct. Lidt længere nede af listen smed Micron Technology også 10,6 pct., AMD 6,9 pct. og Intel 9,0 pct.
Til gengæld steg Amazon 1,4 pct. og Tesla 1,1 pct., og det var med til at holde cyklisk forbrug 0,8 pct. oppe.
Finans vandt samtidig frem med 2,1 pct. Der var plusser til storbanker som JPMorgan Chase og Bank of America på henholdsvis 2,1 og 2,4 pct., men også kreditkortkæmperne spædede til med kursløft på 2,3 og 1,7 pct. til Visa og Mastercard.
I sundhed var der igen onsdag tilbagegang for Eli Lilly på 0,6 pct. efter et fald tirsdag på 2,5 pct. Der var ikke konkret nyt ude om Novo-konkurrenten, som mandag satte rekord, så det lignede en pause i rotationen ind i sundhed, mens pengene igen blev sendt ind i "Magnificent Seven". Novo Nordisks amerikanske notering steg dog 1,7 pct. onsdag, ligesom aktien i Danmark vandt 3,0 pct.
På regnskabsfronten kom Nike tirsdag aften med sine tal for fjerde kvartal. De var bedre end ventet, og aktien steg 4,9 pct. trods stor tilbagegang i Kina og meldinger fra ledelsen om fortsat modvind på markederne og udfordringer med at sælge varerne uden rabatter.
.\\˙ MarketWire
