Bang & Olufsen er fortsat tynget af skuffende produktlancering og geopolitisk usikkerhed
2/7 08:25
Bang & Olufsens omsætning faldt for fjerde år i streg, hvor særligt salget af soundbaren Beosound Premiere endte lavere end forventet, mens "eksterne markedsforhold" samtidig viste sig mere udfordrende end først antaget.
Det viser elektronikselskabets regnskab for det skæve regnskabsår 2025/26 torsdag morgen.
Et regnskab, der samtidig binder sløjfe på begivenhedsrige tolv måneder for Bang & Olufsen, der har budt på blandt andet topcheffyring og et milliondyrt 100-årsjubilæum.
- 100-årsjubilæet blev fejret med brandkampagner og arrangementer over hele verden, en fornyet brandidentitet samt nye tilføjelser til produktporteføljen, der hyldede et århundrede med håndværk og tidløst design, samtidig med at man så frem mod det næste århundrede for B&O, skriver selskabet i regnskabet og tilføjer:
- Samtidig viste året sig at være udfordrende. Geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed tiltog i løbet af året, og salgsresultaterne for en af vores nye produktlanceringer var betydeligt lavere end forventet.
For året skrumpede omsætningen med 1,6 pct. i lokale valutaer til 2468 mio. kr. Dermed er omsætningen faldet støt siden regnskabsåret 2021/22, hvor omsætningen toppede i 2948 mio. kr.
I fjerde kvartal faldt omsætningen med 3,1 pct. i lokale valutaer til 654 mio. kr. målt mod fjerde kvartal sidste år.
For hele året faldt driftsresultatet, EBITDA, til 183 mio. kr. fra 261 mio. kr. sidste år., mens resultat på bunden blev et minus på 107 mio. kr. mod et tab på 29 mio. kr. i 2024/25.
For det nye regnskabsår venter B&O en omsætningsvækst i lokale valutaer på 1-5 pct. og en EBIT-margin før særlige poster på 1-3 pct.
Samtidig ventes frie pengestrømme i niveauet 25 mio. kr. til 100 mio. kr.
DYRT JUBILÆUM OG TOPCHEFFYRING
Bang & Olufsen trak særligt overskrifter i november, hvor selskabet kunne fejre sit 100-årsjubilæum med blandt andet et stort arrangement i Operaen i København.
Fejringen tyngede særligt på andet kvartals resultater, idet omkostningerne løb op i samlet 38 mio. kr.
En anden dyr udgift for selskabet var fyringen af topchefen Kristian Tear i januar, der ifølge selskabets regnskab for tredje kvartal fik en fratrædelsespakke til en værdi af 21 mio. kr.
Nikolaj Wendelboe overtog efterfølgende roret som midlertidig topchef sideløbende med sin stilling som finansdirektør.
Tabel over Bang & Olufsens årsregnskab for 2025/26:
| Mio. kr. | Q4 2025/26 | Q4 2024/25 | FY 2025/26 | FY 2024/25 |
| Nettoomsætning | 654 | 680 | 2468 | 2553 |
| Omsætningsvækst i lokale valutaer (pct.) | -3,1 | 4 | -1,6 | -1 |
| Bruttomargin (pct.) | 58,7 | 55,8 | 58,2 | 55,0 |
| EBITDA | 79 | 68 | 183 | 261 |
| EBIT før særlige poster | 37 | 7 | -13 | 26 |
| EBIT | 7 | 3 | -76 | 16 |
| EBIT-margin før særlige poster (pct.) | 5,7 | 1,0 | -0,5 | 1,0 |
| EBIT-margin (pct.) | 1,1 | 0,4 | -3,1 | 0,6 |
| Resultat før skat | -3 | 11 | -63 | 2 |
| Nettoresultat | -26 | -7 | -107 | -29 |
Bang & Olufsens forventninger til 2026/27:
| Mio. kr. | Ved FY 2025/26 |
| Omsætningsvækst i lokal valuta (pct.) | 1-5 |
| EBIT-margin før særlige poster (pct.) | 1-3 |
| Frie pengestrømme | 25-100 |
.\\˙ MarketWire
