Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nordens topchef om stor opjustering: Tørlastforretningen er "væsentlig hovedårsag"

2/7 15:33

Nordens massive opjustering torsdag har hovedsagligt rod i en givtig positionering af tørlastflåden og et generelt stærkt tørlastmarked præget af optimisme.

Det er meldingen fra topchef Jan Rindbo i et interview med MarketWire, efter at rederiet har løftet sin resultatprognose voldsomt med 50 mio. dollar, eller omtrent 328 mio. kr.

Norden venter dermed nu et nettooverskud i år på 120-190 mio. dollar mod tidligere 70-140 mio. dollar.

Opjusteringen kommer, efter at rederiet i første kvartal havde taget en del omkostninger i forbindelse med flytning af dele af tørlastflåden til Atlanterhavet i forventning om blandt andet flere korntransporter.

- Vi tog i første kvartal en del omkostninger på at flytte skibe ind på backhaul-ruter, som er lavere betalende ruter. Det kostede penge i første kvartal, men vi gjorde det i forventning om, at raterne ville stige i andet kvartal. Og det er så også den udvikling, der nu har vist sig at passe, siger Jan Rindbo.

Han kalder tørlastforretningen for den "væsentlige hovedårsag" til opjusteringen.

- Det handler ikke kun om repositioneringen af skibe til Atlanterhavet, men også bare en god "performance" bredt i tørlastforretningen, siger Jan Rindbo.

Herudover venter Norden nu færre omkostninger som følge af situationen i Mellemøsten samt gevinster fra indgåede salgsaftaler på skibe på nu 79 mio. dollar mod tidligere 64 mio. dollar.

- Så det er de tre væsentligste årsager, men klart med en streg under, at det er vores tørlastsegment, der er drivkraften, siger Jan Rindbo.

Samtidig er der i øjeblikket lovende takter at spore på tørlastmarkedet.

- Fokus er nu på at fortsætte med at høste de gevinster, vi ser for os, på de skibe, der stadig er positioneret i Atlanten. Men i det hele taget er der en positiv markedsstemning, og den er vi godt positioneret til, da vi har åben kapacitet på skibene, siger Jan Rindbo.

SER DAG FOR DAG PÅ SITUATIONEN I HORMUZSTRÆDET

I Den Persiske Golf har Norden haft syv chartrede skibe liggende under Iran-krigen. De er nu alle sejlet sikkert gennem Hormuzstrædet, og det betyder, at omkostninger til de strandede skibe, som Norden havde lagt ind for hele året, bliver lavere end oprindeligt frygtet.

Spørgsmålet er så, hvornår Norden mener, det igen kan sende skibe til området. Og det handler dels om sikkerhed, dels om at få indgået aftaler, der beskytter mod risikoen ved at sejle dertil.

- Det er en situation, vi følger nøje, men samtidig har vi også en dialog med kunderne. For det er klart, at der er et stort behov for at få genoptaget handlen både ind og ud af området. Vi sejler korn til området, og sejler kunstgødning ud, så det er nogle ret vigtige råvareområder også globalt. Så vi er interesserede i at kunne servicere vores kunder, siger Jan Rindbo.

Mens Norden ikke sejler til området her og nu, så kan det ændre sig.

- Man skal passe på med at være for katagorisk, for tingene rykker sig hurtigt.

- Det er vurderinger vi laver hver dag både af den sikkerhedsmæssige situation, og vi er også i dialog med amerikanske og lokale myndigheder i området. Der er allerede en del skibe, der er begyndt at sejle ind i området, og det er klart, at forbliver situationen stabil i nogle flere dage, så vil tilliden til, at man kan sejle derind også stige. Men det er for tidligt, at sige, at det er det, vi gør, lyder det fra Jan Rindbo.

Forsikringsmæssigt kan skibene godt forsikres, men hvad prisen er, mangler rederiet stadig nogen afklaring på, ligesom man er i dialog med kunderne om, hvordan man genoptager sejladserne uden at rederiet bærer hele risikoen, oplyser Jan Rindbo.

Norden-aktien stiger torsdag 13,3 pct. til 310,20 kr. oven på opjusteringen.

.\\˙ MarketWire