Aktier/middag: Carlsberg belønnes for japansk samarbejde i ellers sur start på ugen
6/7 11:41
Carlsberg er dagens positive indspark på det danske marked, efter at bryggeriet har præsenteret en ny stor samarbejdsaftale med japanske Sapporo.
Derudover vrimler det ikke ligefrem med store nyheder på det danske marked, og i den sure ende af C25-indekset trækker flere af indeksets tunge navne som Vestas og Ørsted ned.
Samlet set er der derfor også tale om en sur start på ugen. Det danske eliteindeks falder kort før middag 0,5 pct. til 1889,05, mens markederne på de bredere kanter i Europa samlet kredser omkring udgangspunktet.
- Pilen peger lidt den forkerte vej. Når vi kigger ned over selskaberne, er det flere af de store, som ligger negativt. Igen er det jo lidt historien med det danske marked. Det er meget selskabsspecifikt, og nogle af selskaberne kan ikke helt følge med det, der sker i resten af Europa, siger Otto Friedrichsen, som er viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, til MarketWire.
CARLSBERG SIKRER SIG STORT PARTNERSKAB I ASIEN OG STORBRITANNIEN
Carlsberg har sammen med japanske Sapporo Breweries oprettet et stort strategisk joint venture i Sydøstasien og Hongkong samt et partnerskab i Storbritannien.
Det giver i første omgang det danske selskab milliarder i kassen, da Sapporo betaler Carlsberg 643 mio. dollar - svarende til cirka 4,2 mia. kr. - som led i aftalen.
Carlsberg har siden 2024 solgt Sapporo Premium Beer i Malaysia, Hongkong og Singapore, og joint venture-selskabet vil omfatte Carlsbergs eksisterende aktiviteter på disse markeder samt i Laos, Vietnam og Cambodja.
Joint venture-selskabet vil have evige eksklusive rettigheder til at producere og distribuere Sapporo Premium Beer på disse markeder, og Carlsberg vil sidde på 75 pct. af det, mens Sapporo får 25 pct.
Pengene fra betalingen skal bruges til at nedbringe gælden samt til "generelle virksomhedsformål," fremgår det.
Nyheden belønnes med et plus på 3,5 pct. til Carlsberg-aktien til 949 kr.
I den tunge ende af C25-indekset falder vindmølleaktien i Vestas med 4,7 pct. til 178,50. Det sker umiddelbart uden store nyheder til grund, men ude i Europa er der generelt tale om en sur dag for energiaktierne, og med til historien hører også, at Vestas kunne gå weekend fredag med et ugeplus på 8,5 pct.
I samme branche falder Ørsted derudover med 2,4 pct. til 154,80 kr. mandag.
NOVO FÅR LAGT EN TYVER PÅ KURSMÅLET HOS HSBC
På analytikerfronten kan Novo Nordisk notere sig et løftet kursmål hos den britiske storbank HSBC, som har skruet op til 300 kr. fra 280 kr.
Samtidig gentages den neutrale anbefaling "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Novo-aktien hænger dog en smule i bremsen med et minus på 0,2 pct. til 326,30 kr.
Demant har desuden fået skruet kursmålet hos Deutsche Bank op til 258 kr. fra 226 kr. Anbefalingen er fortsat "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Aktien går frem med 0,7 pct. til 283,80 kr.
Og så er der også lidt rampelys på GN, da man i Berlingske Business mandag kan læse om flere anonyme kilder, der udtrykker sig stærkt kritisk om processen omkring salget af høreapparatforretningen til italienske Amplifon i marts.
GN bakker 1,7 pct. til 89,44 kr. kort før middag.
Ellers kigges der også allerede så småt frem mod regnskabssæsonen for andet kvartal og første halvår, som herhjemme for alvor foldes ud i august.
Inden da kommer der dog godt gang i de amerikanske rapporteringer, og herhjemme er forsikringsselskabet Tryg også vanen tro tidligt ude med sit regnskab, som offentliggøres allerede på fredag.
.\\˙ MarketWire
