Nøgletal giver Federal Reserve mere albuerum mener chefstrateg
6/7 16:56
Mandag føjede endnu et nøgletal sig til rækken af signaler, der peger på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan tillade sig at trække tiden lidt længere, før den tager næste skridt i pengepolitikken.
Det drejer sig om den amerikanske ISM-måling for servicesektoren.
Det skrumpede til ventede 54 i juni fra 54,5, men det ligger dog stadig på den gode side af 50, som indikerer stigende aktivitet i sektoren.
De seneste ugers lidt blødere amerikanske nøgletal herunder jobrapporten kombineret med faldende energipriser giver dermed Federal Reserve bedre mulighed for at afvente, vurderer Frederik Romedahl Poulsen, chefstrateg i Velliv.
- Således er udsigten til en renteforhøjelse allerede på mødet i denne måned nu efterhånden skudt til hjørne, vurderer han.
Med til at holde ISM-indekset for servicesektoren oppe er blandt andet VM i fodbold, mens beskæftigelsen også viser fremgang. Spørgsmålet er ifølge chefstrategen, om en del af ordreindgangen kan tilskrives VM.
Viser det sig at være tilfældet, kan ISM-indekset falde yderligere i de kommende måneder, tilføjer han.
- Generelt er signalet, at efterspørgslen er robust, men heller ikke mere end det.
ISM-indekset for servicesektoren bundede ud i april 2020 i 26,7 - som følge af coronakrisen - men satte mod slutningen af coronakrisen rekord af flere omgange - senest i november 2021 med 67,6.
ISM Service offentliggøres af Institute for Supply Management og er blandt de vigtigste indikatorer for aktiviteten i amerikansk økonomi.
Indekset, der er landsdækkende, er baseret på data indsamlet blandt indkøbschefer fra mange forskellige brancher. Respondenterne bliver blandt andet bedt om at vurdere forhold som beskæftigelse, nye ordrer, produktion, leverancer og priser.
.\\˙ MarketWire
