Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Mærsk fik hug for comeback til Det Røde Hav og trak C25 med ned

6/7 17:09

Det huede ikke investorerne, at Mærsk så småt vil begynde at benytte sig af Suez-kanalen i Det Røde Hav. Det hev godt ned i C25-indekset, som i forvejen ikke var synderligt godt kørende mandag.

Facit lød ved lukketid på et minus på 1,1 pct. til 1878,47 for C25-indekset, hvor også fald til andre sværvægtere som Novo Nordisk gjorde ondt værre.

- Pilen peger lidt den forkerte vej. Når vi kigger ned over selskaberne, er det flere af de store, som ligger negativt. Igen er det jo lidt historien med det danske marked. Det er meget selskabsspecifikt, og nogle af selskaberne kan ikke helt følge med det, der sker i resten af Europa, siger Otto Friedrichsen, som er viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, til MarketWire.

MÆRSK I STRID MODVIND EFTER NYT OM SUEZ-KANALEN

At Mærsk vil sejle gennem Suez-kanalen, gjorde ondt på rederiaktierne mandag, hvor B-aktien sluttede med et minus på 5,5 pct. til 15.790 kr. i bunden af C25.

- Beslutningen markerer startskuddet på en gradvis tilbagevenden til en fuld normalisering, lød det fra Haider Anjum, der er senioranalytiker i Jyske Bank, i den forbindelse.

- Det betyder, at den effektive kapacitet ligeledes øges gradvist, hvilket bør forhindre et markant "kollaps" i fragtraterne på en gang, påpegede han dog.

Beslutningen er taget i fællesskab med partneren i Gemini-alliancen, Hapag-Lloyd, efter en grundig gennemgang af sikkerhedssituationen og gælder rederikoncernens Gemini-ruter, AE15, der fremover vil sejle via Suez-kanalen i stedet for at sejle syd om Afrika og Kap Det Gode Håb.

CARLSBERG MED STORT JAPANSK SAMARBEJDE

Carlsberg var omvendt dagens positive indspark, efter at bryggeriet præsenterede en ny stor samarbejdsaftale med japanske Sapporo.

Det drejer sig om et strategisk joint venture i Sydøstasien og Hongkong samt et partnerskab i Storbritannien.

Det giver i første omgang det danske selskab milliarder i kassen, da Sapporo betaler Carlsberg 643 mio. dollar - svarende til cirka 4,2 mia. kr. - som led i aftalen.

Carlsberg har siden 2024 solgt Sapporo Premium Beer i Malaysia, Hongkong og Singapore, og joint venture-selskabet vil omfatte Carlsbergs eksisterende aktiviteter på disse markeder samt i Laos, Vietnam og Cambodja.

Joint venture-selskabet vil have evige eksklusive rettigheder til at producere og distribuere Sapporo Premium Beer på disse markeder, og Carlsberg vil sidde på 75 pct. af det, mens Sapporo får 25 pct.

Nyheden blev belønnet med et plus på 2,1 pct. til Carlsberg-aktien til 935,60 kr.

Uden store nyheder bag sikrede Danske Bank og AL Sydbank sig desuden friske rekorder med stigninger på henholdsvis 1,3 pct. til 367,20 kr. og 0,9 pct. til 608,50 kr.

NOVO FIK LAGT EN TYVER PÅ KURSMÅLET HOS HSBC

På analytikerfronten kunne Novo Nordisk notere sig et løftet kursmål hos den britiske storbank HSBC, som skruede op til 300 kr. fra 280 kr.

Samtidig blev den neutrale anbefaling "hold" gentaget ifølge data fra Bloomberg News.

Novo-aktien faldt dog med 1,8 pct. til 321,10 kr.

Demant fik desuden skruet kursmålet hos Deutsche Bank op til 258 kr. fra 226 kr. Anbefalingen er fortsat "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Aktien faldt 0,2 pct. til 281,20 kr.

Og så var der også lidt rampelys på GN, da man i Berlingske Business mandag kunne læse om flere anonyme kilder, der udtrykker sig stærkt kritisk om processen omkring salget af høreapparatforretningen til italienske Amplifon i marts.

GN bakkede 1,4 pct. til 89,74 kr.

.\\˙ MarketWire