Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Chipaktier, Apple og Tesla træk markedet i minus

8/7 06:32

Tirsdag var der pres på det amerikanske aktiemarked, da særligt chipaktierne tyngede i kølvandet af kvartalstallene fra Samsung.

Onsdag morgen ved 6-tiden står tirsdagens mismod til at vende 180 grader. Futures for det amerikanske Nasdaq 100-indeks indikerer en åbning med en plus på 0,5 pct.

S&P 500 står til at stige 0,1 pct., mens der samtidig er lagt op til et drop i Dow Jones på under 0,1 pct.

Tirsdag leverede den sydkoreanske it-kæmpe Samsung rekordomsætning og en mangedobling af indtjeningen, men efter store kursstigninger er der nu en træthed i markedet, hvilket sendte Samsungs aktie i minus med 9,1 pct.

Og den samme udmattelse ramte efterfølgende halvlederne, der i USA stadig er rekorddyre, og tirsdag tyngedes de også af nyheden om, at det kinesiske AI-selskab DeepSeek udvikler egne AI-chips.

Samtidig steg de amerikanske markedsrenter let i kølvandet af et hop frem i olieprisen på 4,8 pct., fordi Iran har beskudt et tankskib i Hormuzstrædet. Med til at presse renterne opad var dog også, at den månedlige undersøgelse fra Federal Reserve Bank of New York viste en tiltagende inflationsforventning på et års sigt.

Det brede S&P 500-indeks dykkede tirsdag derfor 0,5 pct., mens Dow Jones faldt 0,3 pct. fra mandagens rekordniveau, og Nasdaq tabte mest med 1,2 pct.

- Det er stadig den her halvlederhistorie, som fylder. Der er mange lag i det. Vi fik et fantastisk regnskab fra Samsung, men det var så alligevel ikke godt nok, og DeepSeek udvikler sin egen AI-chip. I forvejen har vi haft svaghed i chipsegmentet, og Morgan Stanley siger, at man nu skal købe ”Magnificent Seven” i stedet, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Så bliver investorerne nervøse. Det er dog ikke et alarmerende fald tirsdag.

NEDTUR FOR CHIPNAVNE

I S&P 500 faldt it-aktierne med 1,6 pct. med en særlig tyngde inden for halvledergruppen, som smed 2,4 pct., mens cyklisk forbrug også mistede 0,4 pct. I den sidste af vækstsektorerne, kommunikationsservice, var der omvendt fremgang på 0,6 pct.

Nvidia vendte ganske vist et minus til et plus på 0,7 pct., men omvendt satte Broadcom sig 0,8 pct., mens der var noget tungere minusser til Micron, AMD og Intel på respektive 4,7 pct., 6,5 pct. og 9,7 pct.

Apple satte sig også 0,6 pct., mens Microsoft omvendt steg 0,5 pct.

I cyklisk forbrug gik Amazon 0,8 pct. frem trods nyheden om, at detailkæmpen vil hente 25 mia. dollar via et obligationssalg til finansiering af udbygningen af kunstig intelligens.

I samme sektor faldt Tesla dog 4,0 pct., mens der i kommunikationsservice var et plus til Alphabet på 0,2 pct., ligesom Meta Platforms steg 2,6 pct. efter lanceringen af en billedskaber i sin AI-chatbot.

På nyhedsfronten debuterede SpaceX, der også hører til i kommunikationsservice, tirsdag i Nasdaq 100-indekset, men det var ikke nogen fest, da rumaktien smed 6,8 pct.

I S&P 500 var der tirsdag omvendt fremgang til energiaktierne med et plus på 3,0 pct., da Exxon Mobil og Chevron vandt henholdsvis 3,9 og 3,5 pct., mens sundhed også gik frem med 1,6 pct., da Novo-konkurrenten Eli Lilly steg 3,0 pct.

PRES PÅ INDUSTRI

Dagligvarer gik også op med 1,0 pct., og her var det Walmart, som har sat prisen ned på tusindvis af varer, der løftede med 0,8 pct.

- Det mindre kursfald i aktiemarkedet giver ikke nogen søgning mod sikker havn i obligationer, da investorerne snarere vælger de mere defensive sektorer som sundhed, forsyning og dagligvarer, konstaterer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

Allerværst gik det tirsdag til gengæld for industrisektoren, som smed 1,7 pct., da investorerne hældte nogle af årets store vindere ud af porteføljen med et minus til Caterpillar på 3,1 pct. og til GE på ligeledes 3,1 pct.

Værre var det dog for Vestas-konkurrenten GE Vernova, som tabte 6,5 pct., men dog stadig har et plus for året på mere end 60 pct.

Finansaktierne holdt tirsdag sideløbende skindet på næsen med et minus på 0,2 pct., da JPMorgan Chase registrerede et plus på 0,4 pct.

I samme sektor var Visa derimod under pres med kursfald på 1,4 pct., mens Mastercard tabte 0,3 pct., i kølvandet af en nyhed om, at de to storbanker sammen med Bank of America, Wells Fargo og PNC Financial Services overvejer at købe et betalingsnetværk fra Fiserv, som steg 1,8 pct. tirsdag.

Vertex Pharmaceuticals var også i fokus og faldt 1,4 pct. efter nyheden om overtagelsen af Crinetics Pharmaceuticals, som bragede op med hele 98,7 pct., for 10 mia. dollar.

Elbilproducenten Rivian, der ellers var steget 17 pct. de foregående to handelsdage efter en bedre end ventet leveranceprognose, faldt derimod 18,1 pct. på nyheden om et salg af 75 mio. nye aktier.

.\\˙ MarketWire