Mette F. efter trussel fra Trump: Danmark vil forsvare Grønland
8/7 08:07
USA skal respektere Kongeriget Danmarks territoriale integritet og suverænitet.
Det siger statsminister Mette Frederiksen efter nyt krav fra Trump om "kontrol" med Grønland.
Direkte adspurgt, om Danmark om nødvendigt vil militært forsvare Grønland mod USA, siger den danske statsminister:
- Selvfølgelig er Danmark parat til at forsvare Kongeriget Danmark, siger Mette Frederiksen.
Udmeldingen kommer, efter at Donald Trump tirsdag genåbnede konflikten om Grønland.
- Grønland bør være kontrolleret af USA, ikke af Danmark, sagde Trump tirsdag.
Her gentog Trump samtidig sin kritik af Danmark for ikke at gøre nok for at beskytte Grønland.
- Grønland hjælper ikke Danmark. Danmark bruger ikke nok penge på virkelig at hjælpe Grønland, men det er en vigtig del for USA, lød det fra Trump.
Siden var både Trump og Mette Frederiksen blandt deltagerne i en middag ved Nato-topmødet tirsdag aften. Men Mette Frederiksen har ikke vendt udtalelserne om Grønland med Trump, siger hun til dansk presse onsdag morgen.
- Jeg har ikke talt med Donald Trump undervejs i Nato-topmødet. Jeg er desværre ikke overrasket over hans udtalelser. Jeg har fra starten sagt, at han mener det alvorligt. Det gør vi så også.
- Vi kommer ikke til at ændre vores danske og grønlandske position. Grønlænderne har klart sagt, at de ikke ønsker at være en del af USA, siger Mette Frederiksen.
RITZAU
