Trump: Våbenhvile er slut - iranerne er "kuk-kuk"
8/7 10:44
USA's våbenhvile med Iran er forbi, lyder det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som kalder iranerne "kuk-kuk".
Det sker efter nattens kampudvekslinger, hvor de to lande har rettet en sværm af angreb mod hinanden.
- For mig at se er det slut. Efter min mening er det bare spild af tid, siger Trump onsdag i Ankara ved siden af Natos generalsekretær, Mark Rutte, ved forsvarsalliancens årlige topmøde.
- Jeg vil ikke have noget med dem at gøre. De er afskum. De er syge mennesker, der bliver ledet af syge mennesker, og de er ondskabsfulde, voldelige mennesker, og hvis de havde et atomvåben, ville de bruge det, lyder det videre.
USA begrunder sine angreb sent tirsdag med modsvar på iranske angreb på skibstrafikken ved Hormuzstrædet, og iranerne har efterfølgende svaret igen og ramt militære amerikanske mål i Mellemøsten, beretter blandt andre AFP og Reuters.
Dermed venter der ikke umiddelbart nye forhandlinger om den fredsaftale, der skulle sætte en stopper for krigen i Mellemøsten.
- De er løgnere. Vi laver en aftale. Alle er enige. Intet atomvåben. De går udenfor, taler med pressen og siger, at vi aldrig har talt om det. Der er noget galt med dem. De er kuk-kuk, siger præsidenten om den rammeaftale, der var indgået med Iran.
Det har fået olieprisen til at tage et skarpt ryk opad med knap 3 pct. til 78,10 dollar for en tønde Brent-olie. Udmeldingerne sætter sig også på aktierne, hvor C25 herhjemme har udbygget et fald til 1,2 pct. fra et minus på omtrent 0,8 pct. kort forinden.
.\\˙ MarketWire
