Storbank ser succefuld Demant-lancering styrke tro på opjustering
8/7 14:10
Finanshuset Bank of America fremhæver Demants høreapparat Oticon Zeal som den afgørende svingfaktor, hvor momentum for det kosmetiske høreapparat, som placeres helt inde i øregangen på brugeren, understøtter debatten om opjusteringen.
Sådan lyder det fra analytikerne hos Bank of America i et notat forud for Demants aflæggelse af regnskab for andet kvartal den 11. august.
Af notatet fremgår det, at kursmålet for aktien i Demant hæves til 310 kr. fra 280 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.
Analytikerne fremhæver, at høreapparatet Zeal fortsat er den afgørende svingfaktor og henviser til tidlig medvind i USA samt den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs, der understøtter fremgang i markedsandele inden for høreapparater.
En vækst på 8 pct. inden for høreapparater i andet kvartal synes realistisk ifølge analytikerne, understøttet af amerikansk lancering, der strækker sig over et helt kvartal, bidrag fra Veterans Affairs samt udrulning i nye lande, skriver Bank of America.
Samtidig er der i stigende grad fokus på en opjustering af forventningerne, hvor analytikerne skriver, at en opjustering af den organiske vækst med 1 pct. samt driftsresultatet, EBIT, med 150 mio. kr. bør være tilstrækkeligt til at imødekomme de øgede markedsforventninger.
- Samtidig med at der er plads til yderligere opadgående potentiale i andet halvår, skriver BofAs analytikere
For regnskabsåret 2026 venter Demant en organisk vækst i niveauet 3-6 pct. og et driftsresultat før særlige poster, EBIT, i niveauet 4,1-4,5 mia. kr.
Afslutningsvis noterer analytikerne, at den høje short-interesse for aktien Demant-aktien kan skabe yderligere opadgående risiko, hvis resultaterne bekræfter Zeals momentum.
Onsdag falder Demant-aktien med 1,5 pct. til 271,80 kr.
.\\˙ MarketWire
