Goldman Sachs ser risiko for ny oliekrise omkring Hormuzstrædet efter nye angreb
9/7 06:58
En genopblusset konflikt mellem USA og Iran risikerer på ny at forstyrre olieudbuddet fra Mellemøsten, bedst som producenterne ellers var i gang med en genåbning.
Efter en aftale om 60 dages fred i sidste måned er parterne nemlig igen røget i kødet på hinanden, og hvis det forstyrrer skibstrafikken på Hormuzstrædet, kan det meget vel ende med at forstyrre genåbningen af det enorme olieudbud i regionen, vurderer den amerikanske storbank Goldman Sachs.
- Selv om producenterne i Mellemøsten i løbet af den seneste måned er begyndt at genåbne de brønde, der var blevet lukket ned, kan forstyrrelserne i Hormuzstrædet bremse genopretningen af produktionen, skriver bankens analytikere ifølge Bloomberg News i et notat.
USA's præsident, Donald Trump, bekendtgjorde onsdag ifølge nyhedsbureauet, at den midlertidige fredsaftale, der blev nået i juni, atter er ophævet, og samtidig har USA også stoppet en midlertidig godkendelse af handel med iransk olie.
Så sent som torsdag morgen dansk tid var der desuden atter meldinger om en række angreb på Iran fra amerikansk side.
- De seneste angreb på tankskibe understreger, at der stadig er en forhøjet risiko ved at passere strædet, og rederierne kan tøve med at sejle igennem under den nuværende uklare situation omkring våbenhvilen, hvilket vil lægge en dæmper på den kortsigtede trafik i Hormuzstrædet, lyder vurderingen fra Goldman Sachs' analytikere.
Stridighederne har i denne uge løftet prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i september til næsten 79 dollar fra lige under 72 dollar i starten af ugen.
.\\˙ MarketWire
