Investeringsstrateg ser sydkoreansk tilbageslag som købsmulighed
9/7 10:54
Den seneste nedgang på Sydkoreas Kospi-indeks er mulighed for at øge eksponering mod asiatisk teknologi.
Det mener Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen, der generelt påpeger, at investorer ikke kun bør fokusere på vestlig teknologi.
- Det sydkoreanske aktiemarked, Kospi, er faldet mere end 22 pct. fra toppen og befinder sig dermed teknisk set i "bear market"-territorium. Samtidig er værdiansættelsen blevet presset ned til niveauer, som historisk har været yderst sjældne, lyder det fra investeringsstrategen, der henviser til, at Kospi-indekset nu handles til den laveste værdiansættelse i mere end 20 år.
Forklaringen bag den historisk lave værdiansættelse er en kombination af den seneste kurskorrektion og fortsat stærke indtjeningsforventninger blandt de børsnoterede selskaber, noterer Lars Skovgaard Andersen.
- For investorer er det især interessant, fordi Korea er et af verdens mest halvledertunge markeder med giganter som Samsung Electronics og SK Hynix.
Derfor kan Sydkorea være et overset alternativ, når mange investorer fortsat fokuserer på de store amerikanske vindere inden for kunstig intelligens.
- Landet tilbyder eksponering mod AI- og halvledertemaet til nogle af de laveste værdiansættelser globalt. Hvis indtjeningsvæksten holder stand, kan den nuværende pessimisme vise sig at være en mulighed snarere end en advarsel.
- Jeg vil bruge dette setback til at få eksponering mod asiatisk teknologi. Ja, du får memory-eksponering, men du får også humanoid robots, og helt generelt så mener jeg, at vi ikke kun bør fokusere på vestlig teknologi, når vi bygger vores porteføljer, afslutter Lars Skovgaard Andersen.
Samsung og SK Hynix er storproducenter af netop memory - altså hukommelseschips.
.\\˙ MarketWire
