Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Micron i hopla efter milliardinvestering i haltende marked

9/7 15:41

Pepsicos regnskab er med en smule bismag, mens Levi's-investorerne får buksevand på trods af en opjustering fra selskabet. Blandt teknoligkæmperne stryger Micron frem på investeringsnyt.

Samlet holder Wall Street lidt vejret i den indledende handel, hvor Nasdaq stiger 0,2 pct., S&P 500 går 0,1 pct. frem, og Dow Jones falder 0,2 pct.

Onsdag fik en genopblussen af fjendtlighederne mellem USA og Iran sendt olieprisen kraftigt op, samtidig med at markedsrenterne også blev presset til stigninger på grund af inflationsfrygten. Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund 0,3 pct., og Dow Jones smed 1,1 pct., mens Nasdaq vandt derimod frem med 0,2 pct.

- Vi har haft opfattelsen af, at vejen mod en varig fredsaftale sandsynligvis vil være bumpet med periodiske spændinger, der potentielt kan udløse episoder med markedsvolatilitet. Men vi tror også, at begge sider stadig har incitament til at holde Hormuzstrædet åbent, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS Global Wealth Management, til Reuters.

Stemningen er også styrket af en rapport om, at Kina måske vil give indenlandske AI-virksomheder begrænset adgang til chipgiganten Nvidias H200-chips, og tegn på, at SK Hynix' 28 mia. dollar børsnotering i USA blev overtegnet mere end syv gange. Udbuddet fra den sydkoreanske chipproducent, som skal finansiere nye fabrikker og udstyr for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter AI-chip, forventes at blive verdens næststørste aktiesalg efter SpaceX' rekordstore 85,7 mia. dollar børsnotering sidste måned.

Nvidia falder dog i de første handler med 0,6 pct. efter onsdagens fremgang på 3,7 pct. på den kinesiske historie. I samme branche stiger Broadcom 3,3 pct.

Ligeledes i gruppen af halvledernavne går Micron Technology frem med 6,9 pct. Oveni i den generelle optur har teknologigiganten oplyst, at den kommer til at investere astronomiske summer i USA de kommende år. Torsdag oplyser selskabet, at det øger sine planlagte investeringer i USA til over 250 mia. dollar frem til 2035 mod tidligere 200 mia. dollar i perioden.

Micron venter, at de øgede investeringer vil understøtte selskabets langsigtede mål om at producere 40 pct. af sin hukommelsestype DRAM i USA.

LANGSOM START PÅ REGNSKABSSÆSON

Inden handelsstart kom Levi Strauss, der især er kendt for sine ikoniske cowboybukser, med regnskab, der dumpes af markedet, og aktien sendes ned med 4,8 pct., til trods for en opjustering af forventningerne for året. Men investorerne havde håbet på mere, noterer Vital Knowledge-analytiker Adam Crisafulli sig ifølge Bloomberg News.

Han påpeger, at forventningerne var relativt høje blandt markedsdeltagerne, og at den løftede prognose "skyldes bedre resultater i første halvår og ikke optimisme omkring andet halvår".

Pepsico, der står bag blandt andet læskedrikkene Pepsi og Mountain Dew og snackmærkerne Doritos og Cheetos, fastholder forventningerne til 2026 i sit regnskab for andet kvartal, der afveg marginalt til den positive side i forhold til analytikernes forventninger.

Men kunderne er mere tilbageholdende end tidligere, og koncernen oplevede et fald på 2 pct. i omsætningen i sin nordamerikanske forretning samt uændret volumen efter at have taget skridt tidligere på året til at sænke priserne med op til 15 pct. på nogle mærker.

- Resultaterne var afdæmpede i kvartalet, i takt med at forbrugernes budgetter blev strammere på grund af stigende inflationspres, siger topchef Ramon Laguarta om regnskabet.

Aktien falder 3,6 pct. ved handelsstart torsdag.

.\\˙ MarketWire