Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Chipaktier trak op - Meta Platforms i hopla efter AI-nyt

10/7 06:32

De amerikanske aktier vandt torsdag solidt frem efter minusser de to foregående dage, da chipaktierne genfandt rytmen og steg.

Men torsdagens taktfaste fremgang holder ikke helt fredag morgen. Futures på de tre ledende amerikanske aktieindeks indikerer marginale kursfald på optil 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Torsdag var det nyheden om hukommelsesproducenten Micron Technologys planer om at investere 250 mia. dollar i nye fabrikker i USA for at møde efterspørgslen fra kunstig intelligens, der var med til at sikre den gode stemning inden for halvledere.

Microns koreanske konkurrent SK Hynix' plan om en sekundær notering i USA havde samtidig også rygvind med, efter sigende, en overtegning på syv gange de udbudte aktier.

En nyhed om, at Starbucks ville reducere sin afhængighed af IBM via øget anvendelse af AI, ramte omvendt softwaresektoren, som derfor ikke fulgte med op.

Efter et par dage med stigninger i kølvandet af nye fjendtligheder mellem Iran og USA faldt olieprisen torsdag også tilbage, og det gav i sin tur desuden lidt lettelse i rentemarkedet.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct., mens Dow Jones gik 0,3 pct. op, og Nasdaq blev løftet mest med 1,3 pct.

- Vi ser et godt rebound til teknologi. Det er ganske vist ikke al teknologi, som stiger, for der er historien om, at Starbucks med brug af AI vil spare på softwareydelser fra IBM og Microsoft. De to falder dog meget mindre end tidligere torsdag. Micron skal også investere en hel masse i udbygningen af produktionen, og det modtages meget positivt, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.

- Der er ganske vist igen krig mellem Iran og USA, men det har indtil nu ikke ramt olieinfrastruktur, og derfor skubbes det tema lidt ud til siden.

MICRON LØFTEDE SEKTOREN

I hovedindekset var det torsdag it-aktierne, som klarede sig bedst med et plus på 1,7 pct. og en underliggende fremgang her på 1,9 pct. til halvlederaktierne, mens software vendte et startfald til et plus på 0,7 pct.

De to andre teknologitunge sektorer, kommunikationsservice og cyklisk forbrug, vandt samtidig frem med henholdsvis 0,5 og 1,5 pct.

It-aktiernes fremgang kom til trods for, at Nvidia faldt 0,7 pct. efter onsdagens plus på 3,7 pct., da chipkæmpen var blevet løftet af forlydender om, at Kina ville tillade begrænset køb af selskabets H200-chip.

Til gengæld blev konkurrenten Broadcom løftet med 3,2 pct., mens Micron hoppede op med 4,5 pct., og AMD vandt 5,7 pct. Samtidig var der fremgang til Intel på 2,1 pct. og til Applied Materials på 3,2 pct.

Inden for it steg Apple desuden 0,9 pct., mens Microsoft vendte et minus til et plus på 0,3 pct. Blandt andre softwarenavne faldt Palantir dog 2,4 pct., mens IBM mistede 2,2 pct.

COSTCO OG PEPSICO SKUFFEDE

I kommunikationsservice faldt Alphabet 0,8 pct., mens Meta Platforms steg 4,7 pct.

Facebook-ejeren var i fokus med flere nyheder, herunder lanceringen af en ny AI-model til lavere pris end konkurrenternes, en mulig produktionsstart af en AI-chip til september og en bekræftelse fra topchef Mark Zuckerberg af overvejelserne om at starte en forretning med udlejning af computerkraft i konkurrence med Amazon og Microsoft.

Uden for S&P 500 steg SpaceX torsdag også i kommunikationsservice 2,6 pct., efter at rumaktien onsdag havde ramt sit laveste niveau siden børsnoteringen for to-tre uger siden.

I cyklisk forbrug steg Amazon samtidig 1,4 pct., mens Tesla vandt 3,2 pct.

I dagligvarer, der tabte 1,8 pct. torsdag, var det Costco, som var synderen med et minus på 4,2 pct., da det sammenlignelige salg i juni kun voksede med 8,8 pct. mod ifølge Consensus Metrix ventede 9,8 pct. Det trak Walmart ned med 0,8 pct.

I samme sektor faldt Pepsico også 3,3 pct. trods et overordnet set bedre end ventet andet kvartal, men en svag udvikling på hjemmemarkedet i USA. Konkurrenten Coca-Cola blev også ramt af skuffelsen og tabte 0,9 pct.

Det gik imidlertid værre for Paramount Skydance, som faldt til bunds i S&P 500 med et fald på 4,3 pct. Finanshuset Arete havde sænket sin anbefaling til "sælg" på grund af bekymring for den store gældsbyrde, som koncernen var tynget af i forbindelse med overtagelsen af Warner Bros. Discovery.

Uden for S&P 500 faldt Levi Strauss med 2,2 pct., da en ventet opjustering fra tøjkoncernen var mindre end ventet på Wall Street.

.\\˙ MarketWire