Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Volkswagen vil halvere antallet af bilmodeller

10/7 06:35

Volkswagen er på vej med den helt store omstrukturering, som betyder, at op mod hver anden bilmodel i den forgrenede koncern, som omfatter Porsche, Skoda og Audi, skal skrottes.

Det fremgår af en meddelelse i kølvandet af et bestyrelsesmøde torsdag.

- Modeludbuddet vil gradvist blive strømlinet med op til 50 pct. og koncentreret om de mest attraktive markedssegmenter, hedder det fra den tyske bilkoncern.

- Udbuddets kompleksitet – for eksempel antallet af tilgængelige udstyrsoptioner – vil blive reduceret med op til 75 pct. Det gør det muligt at fokusere investeringer og udviklingsressourcer på de produkter og teknologier, der leverer den største merværdi for kunderne og det højeste værdibidrag til koncernen.

Som det er i dag, producerer Volkswagen omtrent 150 forskellige modeller, når man medregner kommercielle køretøjer.

Volkswagen skærer samtidig i produktionsmålet, der nu skal ned på 9 mio. biler om året. Det er 25 pct. lavere end før coronapandemien, da målet var 12 mio. biler.

- Ved yderligere at strømline sine tekniske kapaciteter tilpasser koncernen sit produktionsnetværk til det ændrede markedsmiljø og den markant skærpede konkurrence. Målet på tværs af mærker er et efterspørgselsmæssigt passende niveau på cirka 9 mio. enheder om året.

Bilkæmpen har allerede gennemført reduktioner svarende til 2 mio. køretøjer om året.

- Yderligere skridt vil følge i Kina og Europa.

Der er ingen tidshorisont for de forskellige tiltag, og Volkswagen sætter heller ikke tal på, hvor mange arbejdspladser det vil koste.

Topchef Oliver Blume har dog ifølge Bloomberg News søgt bestyrelsens godkendelse til at fordoble planlagte fyringer til 100.000 medarbejdere og lukning af fire fabrikker i Tyskland. Det har mødt kraftig modstand fra de tyske fagforeninger, og det er indtil videre ikke vedtaget.

- På trods af de opnåede fremskridt er de omkostningsreduktioner, der hidtil er planlagt under de aftalte programmer, ikke tilstrækkelige i det nuværende økonomiske og geopolitiske miljø, udtaler finansdirektør Arno Antlitz imidlertid i torsdagens meddelelse.

- Vi må i stedet grundlæggende omstille vores forretningsmodel og opnå strukturelle, bæredygtige forbedringer. Det omfatter at forbedre omkostningsstrukturen i vores køretøjer uden at gå på kompromis med produktindholdet, reducere omkostningerne betydeligt, øge effektiviteten i vores fabrikker og accelerere teknologiudvikling og beslutningstagning.

Volkswagen oplever ligesom sine tyske konkurrenter, Mercedes og BMW, store udfordringer på særligt det kinesiske marked, men bilproducenterne fra Kina øger samtidig også med hast deres markedsandele på det europæiske marked.

.\\˙ MarketWire