Private investorer takker nej til S&P 500 til fordel for enkeltaktier
10/7 15:27
Privatinvestorer kaster i stigende grad deres kærlighed over enkeltaktierne i jagten på gode investeringer. Det sker på bekostning af det brede S&P 500-indeks, hvis interesse blandt de private investorer er dalende.
Det viser data fra analysehuset Vanda Research ifølge Bloomberg News.
Analysehusets tal viser, at investorerne i øjeblikket bevæger sig ind og ud af specifikke aktier frem for at følge udviklingen i indekset S&P 500.
Forklaringen på udviklingen er ikke helt åbenlys, men mulige årsager tæller ønsket om at investere i bestemte temaer frem for et bredt indeks, et S&P 500 nær rekord og risikoen for tab fra store udsving ved sektorrotationer.
Alene i 2026 har der været mange temaer, hvor investorer har forsøgt at spinde guld på udvalgte sektorer. I starten af året var det selskaber inden for energi og sølv, senere industriaktier, softwareudviklere og halvledere. Børsnoteringen af SpaceX gav appetit på AI og rumaktier, men også den bølge har sidenhen lagt sig.
I Vanda Research vurderer makrostrateg Viraj Patel, at der er tale om en kasinolignende tilstand for privatinvestorerne, der satser alt på rødt, indtil markedet kaster sin kærlighed over et nyt område.
Både hos Vanda Research og Etoro bemærker man en dalende investeringslyst blandt de private. Investeringsanalytiker Bret Kenwell fra Etoro vurderer ifølge Bloomberg News, at det kan skyldes bekymring for det bredere marked og en teknologisektor, der har haft fart på i 2026.
- Chipaktier sætter sig efter kraftige stigninger i andet kvartal, imens private investorer kan være tilbageholdne med at skyde nye penge ind i en sektor, de anser på kort sigt for at være spændt til det yderste.
- Hvis investorerne ganske rigtigt sidder på hænderne, kan de vente på, at den nuværende fase med tilbagegang er afsluttet, inden de går ind igen, fortsætter Bret Kenwell.
Det brede S&P 500-indeks satte senest rekord 2. juni i 7609,78. Siden er indekset faldet til 7543,64.
.\\˙ MarketWire
