Fredagens aktier: Tryg fik lunken regnskabsmodtagelse i svagt C25 trukket ned af Genmab
10/7 17:07
Vindmølleproducenten Vestas var med til at trække et ellers relativt afdæmpet dansk marked ned fredag, selv om der næsten var helt lige fordeling mellem stigende og faldende papirer i eliteindekset C25.
Samtidig fik forsikringskoncernen Tryg en tæt på neutral modtagelse af sit regnskab for andet kvartal. C25-indekset endte handelsdagen med et fald på 0,5 pct. til 1871,46, og set over hele ugen blev det dermed til et fald på samlet 1,5 pct.
Blandt de mindre aktier var også Gyldendal klar med regnskabstal, og SP Group glædede sine aktionærer med en opjustering. Netcompany var omvendt hårdt spændt for, efter at it-selskabet har fået sænket kursmålet hos Handelsbanken.
Det overordnede tema i markedet har i denne uge igen drejet sig mod Mellemøsten efter fornyede angreb Iran og USA i mellem i ugens løb, mens investorerne herhjemme må vente indtil starten af august, før der for alvor kommer gang i regnskabssæsonen.
- Markedet vurderer fortsat, at de nye spændinger mellem USA og Iran næppe udvikler sig til en større trussel mod energiforsyningen, og fokus retter sig i stigende grad mod den kommende regnskabssæson, skriver analytiker Peter-Emil Holbøll fra Jyske Bank i en kommentar.
TRYGS OVERSKUD LØFTET AF STÆRKT INVESTERINGSRESULTAT
Tryg blev nogenlunde neutralt behandlet for sit regnskab for andet kvartal, som også var stort set som ventet, når man kigger på den rene forsikringsforretning.
Både præmieindtægter, forsikringsresultat og combined ratio ramte nemlig stort set helt plet i forhold til analytikernes forhåndsforventninger, men til gengæld havde Tryg et flot kvartal med investeringsporteføljen, der genererede noget mere overskud end ventet.
Investeringsresultatet blev således 282 mio. kr. mod konsensus om 130 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Tryg selv. Det betød også, at nettooverskuddet var en positiv overraskelse med 874 mio. kr. mod analytikerforventningen på 722 mio. kr.
Tryg har desuden fået genindledt dækning af børshuset Morningstar med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 175 kr.
Tryg-aktien endte regnskabsdagen med en stigning på 0,3 pct. til 154,40 kr. og var dermed lidt bedre end det samlede marked.
Blandt sidepapirerne noteredes der til gengæld et fald på 4,4 pct. til 306 kr. til Netcompany, der har fået et analysemæssigt gok i nødden af svenske Handelsbanken.
Banken har sænket sit kursmål for Netcompany-aktien til 345 kr. fra 400 kr. Anbefalingen er stadig "hold", viser data fra Bloomberg News.
Tilbage i C25 førte GN an med en stigning på 2,7 pct. til 90,92 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring. I den modsatte ende faldt Genmab med 3,2 pct. til 1868,50 kr. på den nederste C25-placering - ligeledes uden større nyhedsmæssige forklaringer.
SP GROUP OG GYLDENDAL BELØNNET
I den lidt mindre afdeling var der fredag et plus på 8,8 pct. til 452,50 kr. til plastikkoncernen SP Group, som i andet kvartal havde så godt gang i toplinjen, at selskabet har kunnet begejstre investorerne med en opjustering.
Selskabet venter nu en vækst i omsætningen på 22-28 pct. efter et bedre kvartal end ventet. Tidligere ventede koncernen en vækst i omsætningen i niveauet 15-25 pct.
Forventningerne til EBITDA-marginen fastholdes samtidig i niveauet 19-21 pct., og det samme gælder for forventningerne til EBIT-marginen, der lyder på 11-13 pct.
Foreløbige tal for andet kvartal viser, at omsætningen i perioden steg med 44,6 pct. til 983,9 mio. kr. fra 680,6 mio. kr. i samme periode sidste år. Sideløbende steg driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) med 59,9 pct. til 199,6 mio. kr. fra 124,8 mio. kr. i andet kvartal 2025.
Gyldendals B-aktie steg med 3,6 pct. til 406 kr. Her var forklaringen klar fremgang over hele linjen i første halvår 2026 sammenlignet med samme periode sidste år og en fastholdelse af den prognose, der tidligere på året blev opjusteret.
.\\˙ MarketWire
