USA/tendens: Udsalg af chipaktier og ny uro i Mellemøsten truer
13/7 13:45
Et større udsalg af chipaktier i Asien i de tidlige morgentimer står til at smitte af på sektoren i USA, og krydret med fornyet uro i Mellemøsten og højere oliepriser tyder det også overordnet set på en sur start på ugen for de amerikanske aktier.
Futuren for brede S&P 500 falder 0,3 pct. i timerne op til børsåbning mandag, og for teknologiaktierne i Nasdaq falder futuren 0,9 pct. Dow Jones-futuren falder med mere behersket 0,1 pct.
Det følger indeksplusser på 0,3-0,4 pct. fredag, hvor hovedfokus lå på den sydkoreanske chipkæmpe SK Hynix' amerikanske børsnotering. Aktien steg næsten 13 pct. i sin debut på Wall Street, men mandag morgen har hovednoteringen i Seoul fået gevaldige klø med 15,4 pct.
- De kraftige kursfald i sydkoreanske aktier siden toppen i juni rejser spørgsmål hos nogle investorer om, hvor holdbar AI-handlen er i et bredere perspektiv. De stigende spændinger i Mellemøsten har også bidraget til uroen på markederne, siger Daniel Murray fra EFG Asset Management.
Weekenden har budt på kraftige angreb mellem amerikanske og iranske styrker. USA har bombet i Iran, og iranerne har angrebet amerikanske faciliteter på tværs af Mellemøsten og proklameret, at der nu igen er lukket for olietransporterne gennem det vigtige Hormuzstræde. Dermed lader det umiddelbart til, at der er langt til forsoning mellem de to parter.
- Markedet havde nærmest en fornemmelse af, at situationen i Mellemøsten var afsluttet, og derfor var stemningen "risk-on". Det står nu klart, at det ikke er tilfældet, og derfor ser vi langt mere "risk-off," siger Helen Jewell, investeringschef hos BlackRock, ifølge Bloomberg News.
CHIPAKTIER UNDER PRES
SK Hynix' kæmpedukkert i Seoul smitter i sin natur også af på den nye amerikanske ADR-notering, som i formarkedet falder 8,4 pct. mandag efter fredagens debutplus på 12,8 pct.
- ADR-noteringen var en stor succes, men meget af den succes var allerede priset ind. Dagens kursfald ligner en klassisk 'sell the news'-reaktion og gevinsthjemtagning snarere end en ændring i de underliggende forhold, siger Chan H Lee, partner hos Petra Capital Management, ifølge Bloomberg News.
Ikke desto mindre smitter det tydeligt af på de øvrige aktører i chipsektoren, og her får særlig hukommelsesproducenterne hård medfart. Micron falder 4,2 pct., mens Western Digital og Sandisk falder 5 pct. og 4,6 pct.
Chipproducenterne Nvidia og AMD falder desuden 1,2 pct. og 2 pct. i formarkedet.
Dermed klarer Nvidia sig også værst blandt de helt store teknologiaktier i "Magnificent Seven". Microsoft stiger med 0,6 pct. i formarkedet, og Apple vinder små 0,1 pct. Meta, som i den forgangne uge sikrede sig et samlet plus på godt 15 pct., sætter sig med 0,6 pct.
.\\˙ MarketWire
