Asien: Mellemøst-konflikten sender aktieindeksene i rødt
14/7 06:32
De asiatiske aktier er badet i rødt tirsdag.
Markant stigende oliepriser sender kuldegysninger gennem aktiemarkederne efter nye amerikanske angreb mod Iran. Eskaleringen af fjendtlighederne øger frygten for, at deres allerede skrøbelige våbenhvile vil lide totalt skibbrud, med en særdeles uønsket effekt i form af en stigning i inflationen.
USAs præsident Donald Trump meddelte sent mandag, at USA genindfører blokaden af iransk skibsfart i Den Persiske Golf og vil opkræve en afgift på 20 pct. på transporter, der passerer Hormuzstrædet.
- Selvom risikoen har været stigende den seneste uge, reagerer markedet alligevel kraftigt på de seneste nyheder om konflikten med Iran. Udsigten til en strammere pengepolitik i forbindelse med et potentielt energichok er sjældent gunstig for risikofyldte aktiver, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne til Reuters.
Teknologivirksomheder er endnu en gang i skudlinjen, idet Sydkoreas Kospi-indeks forlænger mandagens voldsomme kursfald, mens chip-giganten SK Hynix fortsætter med at få øretæver - i dag med et fald på knap 9 pct. på baggrund af voksende bekymringer om for AI-boomet. Det rammer også Taiwans Taiex-indeks der i lighend med Kospi dropper over 3 pct.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan dropper 1,7 pct., mens de amerikanske futures indikere kursfald på 0,4 pct., når handlen går i gang på Wall Street senere tirsdag.
Tirsdag er også dagen, hvor den amerikanske regnskabssæson går op i gear med data fra de stor banker samt Netflix og General Electric.
I Tokyo står de japanske aktieinvestorer i modvind. Japans techtunge Nikkei dykker 0,8 pct., mens det bredere Topix begrænser faldet til 0,1 pct.
Blandt de kinesiske aktier falder Hang Seng i Hongkong 0,8 pct., Shanghai Composite dropper 0,8 pct. og CSI 300 dykker 0,7 pct.
Singapores Strait Times-indeks viger 0,6 pct., og Australiens ASX-indeks står til at lukke med et tab på 0,5 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,8 |
| Topix | -0,1 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,8 |
| China Shanghai Composite | -0,8 |
| China CSI 300 | -0,7 |
| Taiwan Taiex | -3,4 |
| Sydkoreas Kospi | -3,3 |
| Singapores STI | -0,6 |
| Sydney ASX 200 | -0,5 |
Indeksværdier kl 5.50
.\\˙ MarketWire
