Oliepriser når højeste niveau i fire uger efter nye angreb
14/7 06:52
Oliepriserne er tidligt tirsdag steget med næsten tre procent til det højeste niveau i de seneste fire uger.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udviklingen kommer, efter at USA har meddelt, at landet vil genindføre en flådeblokade mod Iran.
Samtidig har de to lande skruet op for deres angreb i Hormuzstrædet, hvilket har øget usikkerheden om energiforsyningerne.
Klokken 05.30 dansk tid var futures-priserne på Brent-råolie steget med 1,5 dollar, svarende til 1,8 procent, til en pris på 84,80 dollar per tønde.
Futures er finansielle kontrakter, hvor man aftaler at købe eller sælge en aktie til en fast pris på et tidspunkt i fremtiden.
Den amerikanske West Texas Intermediate-olie er ligeledes steget.
Den er steget med 1,70 dollar - 2,2 procent - til 79,84 dollar per tønde.
Oliepriserne er således på deres højeste niveau, siden USA og Iran den 17. juni underskrev et forståelsespapir, der skulle føre til en afslutning på krigen.
Det amerikanske militær har mandag aften og natten til tirsdag gennemført angreb mod Iran, hvilket er tredje nat i træk og femte nat på en uge.
USA's præsident, Donald Trump, meddelte mandag desuden, at USA genindfører en blokade af iransk skibsfart.
Han foreslog også, at USA skal kompenseres økonomisk for at være "Hormuzstrædets vogter" ved at kræve en afgift på 20 procent af fragten, der transporteres igennem Hormuzstrædet.
Iran har tidligt tirsdag angrebet amerikanske baser i Mellemøsten. Det har landet også tidligere gjort som svar på angreb fra USA.
- Den seneste optrapning, herunder USA's genindførelse af blokaden og Irans reaktioner, har tydeligvis tilført markedet en ny risiko, siger Tim Waterer, som er chefmarkedsanalytiker hos finansfirmaet KCM Trade.
- Selv om strædet ikke er blevet lukket helt, har de to parters modstridende mål gjort udsigterne for forsyningerne meget usikre.
Under nattens angreb blev også to tankskibe fra De Forenede Arabiske Emirater ramt af to iranske krydsermissiler i den sydlige sejlrende i Hormuzstrædet i omansk territorialfarvand, meldte De Forenede Arabiske Emiraters forsvarsministerium.
Et indisk besætningsmedlem blev dræbt, og otte andre blev såret.
Skibsdata viste mandag ifølge Reuters, at antallet af tankskibe, der passerede gennem Hormuzstrædet, i det foregående døgn faldt til det laveste niveau i to måneder.
RITZAU
