Aktier/tendens: Ugens regnskaber fra Danske Bank og Nordea imødeses
14/7 08:04
Uroen i Mellemøsten er igen i centrum for aktiehandlen og lægger en dæmper på risikoappetitten tirsdag morgen. Konflikten mellem USA og Iran er eskaleret yderligere op til starten på regnskabssæsonen for andet kvartal.
Investorerne på den hjemlige scene kan se frem mod regnskaber fra Danske Bank og Nordea i ugens løb, mens der allerede i dag er data fra den norske konkurrent DNB.
Også fra USA kommer der fokus fra finanssektoren, da storbankerne Bank of America, JPMorgan Chase, Wells Fargo og Citigroup foruden Goldman Sachs fremlægger regnskabsdata senere i dag.
Imens evaluerer de asiatiske og europæiske investorer de negative effekter fra krigen i Mellemøsten, som mandag sendte de amerikanske aktier i rødt.
De amerikanske futures er i morgenens løb blevet mere positive og indikerer ved 8-tiden en blandet åbning med kursfald i Dow Jones på 0,1 pct., mens S&P 500 indikeres at åbne let positivt med et plus på 0,1 pct., og det teknologitunge Nasdaq står til at starte med et plus på godt 0,4 pct.
Den europæiske Stoxx 50 indikerer et drop i størrelsesordenen 0,4 pct., hvilket også gælder den tyske DAX-future.
Mandag lukkede C25-indekset med et plus på 0,9 pct. til 1888,53.
MÆRSK LÆNER SIG OP AD KONKURRENT
Mærsk var mandagens positive overraskelse, og tirsdag kan investorerne skæve til den tyske konkurrent Hapag-Llyod, der har opjusteret forventninger til hele 2026.
Det skyldes stræk efterspørgsel og en positiv udvikling i fragtraterne. Samme effekt sendte mandag A.P. Møller-Mærsk B op med 6,0 pct. til 16.685 kr.
Novo Nordisk var også en af mandagens trækheste i C25 i kraft af aktiens store tyngde.
Stigende salg af Novo Nordisks vægttabspillen Wegovy i USA og positive data fra et fase 3-studie med et blødermiddel var med til at øge B-aktiens værdi med 0,7 pct.
Aktien lukkede i 324,40 kr.
Forsikringskoncernen Tryg får sænket anbefalingen og kursmålet hos Morgan Stanley, der nu ser mere negativt på aktien. Tryg sparkede regnskabssæsonen for de danske C25-selskaber i gang fredag, og trods et hæderligt regnskab reducerer Morgan Stanley anbefalingen til det let negative "underweight/in line" fra "equalweight/in line".
Samtidigt skrues der ned for kursmålet med en 20'er til 145 kr.
Tryg faldt mandag 0,1 pct. til 154,20 kr. Det bør dog bemærkes, at aktien blev handlet uden kvartalsudbytte på 2,15 kr. mandag.
Kollegaen Zealand Pharma har fået negativt nyt fra storbanken Jefferies, som skærer i biotek-aktiens anbefaling til "hold" fra "køb". Det skyldes ifølge banken mangel på vækstkatalysatorer i andet halvår af 2026.
På længere sigt ser Jefferies dog Zealand-aktien som en attraktiv vækstaktie, men umiddelbart justeres kursmålet ned til 320 kr. fra 505 kr.
Zealand Pharma lukkede mandagens handel 0,4 pct. lavere i 280,90 kr.
Forsikringskoncernen Alm. Brand får indledt dækning af det tyske finanshus Berenberg. Første skud er en anbefaling på "hold", mens kursmålet fastsættes til 17 kr.
Alm. Brand leverer i øvrigt regnskab på torsdag.
Mandag lukkede mandag i 16,54 kr. efter et marginalt plus på 0,1 pct. Siden nytår er aktien dog faldet 12,5 pct.
Jyske Bank har været under lup hos finanshuset ABG Sundal Colllier, der efterfølgende øger kursmålet for aktien med 50 kr. eller godt 5 pct. til 1000 kr.
Anbefalingen "hold" gentages. Det nye kursmål indikerer et potentiale på blot 3 pct. i forhold til lukkekursen mandag, da aktien satte sig 0,9 pct. til 973 kr.
ABG Sundal Colllier har også set nærmere på AL Sydbank. Her løftes kursmålet med lige knap 5 pct. til 680 kr. fra 630 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.
Mandag faldt AL Sydbank 1,0 pct. til et lukkeniveau på 596,50 kr.
Den energitunge isoleringsproducent Rockwools aktiekurs har tidligere haft det svært på børsen, når oliepriserne er steget. Med en stigning i oliepriserne målt på Brent kvaliteten på omkring de 7 pct. siden dansk børslukketid mandag, går aktien en usikker tirsdag i møde.
Rockwool B faldt mandag 2,2 pct. til 200,60 kr.
.\\˙ MarketWire
