IBM dumper fælt med foreløbige regnskabstal
14/7 13:23
It-konsulenten og softwareudvikleren IBM får hård medfart i tirsdagens formarked, efter at der er landet sløje foreløbige regnskabstal for andet kvartal.
Her har IBM sikret sig en omsætning på 17,2 mia. dollar i løbet af kvartalet, men analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet 17,86 mia. dollar, og det kvitteres med en lussing på minus 18,1 pct. i formarkedet.
I software-forretningen var der ellers fremgang på 5 pct. fra samme periode sidste år. En samlet fremgang spoleres imidlertid af, at omsætningen i infrastrukturforretningen er bakket 7 pct., mens der har været stilstand i salget af konsulentydelser.
Ifølge Arvind Krishna, som er topchef i IBM, har flere kunder været tilbageholdende og "distraherede" af bekymringer om cybersikkerhed, og derfor er det ikke lykkedes at lukke store aftaler i tide.
- Disse forhold kræver, at vores teams eksekverer perfekt, og i dette kvartal svigtede vi. Vi tilpassede os ikke og handlede ikke hurtigt nok, og adskillige store aftaler blev ikke lukket inden for de tidsrammer, vi forventede, hvilket var hovedårsagen til vores svigtende resultater, lyder det fra topchefen.
.\\˙ MarketWire
