Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Mild inflation i USA trak C25 i grønt trods geopolitisk uro

14/7 17:07

En væsentligt mildere inflationsrapport fra USA sikrede tirsdag plusser til et flertal af aktierne i det danske C25-indeks.

Det danske C25-indeks endte 0,2 pct. højere i 1892,27 efter plusser til 17 af indeksets 25 aktier.

Helt til tops gik Danske Bank, AL Sydbank og Jyske Bank, der alle sammen lukkede i rekord.

Inflationen i USA gik væsentligt mere tilbage i juni, end det var ventet af økonomerne. Det kan give den amerikanske centralbank, Federal Reserve, mere arbejdsrum i forhold til renterne.

- For Federal Reserve giver juni måneds inflationstal lidt ro på bagsmækken, selv om den dominerende risiko i centralbankens øjne nok fortsat vil være inflationspresset i økonomien, skriver chefstrateg Frederik Romedahl Poulsen fra Velliv i en kommentar.

Inflationen aftog i juni til 3,5 pct. til 4,2 pct. efter det første fald i forbrugerpriserne på månedsbasis siden 2020.

Der er dog sket meget på den geopolitiske front siden juni, hvor USA og Iran indgik våbenhvile. Den er sidenhen blevet afbrudt, og USA's præsident, Donald Trump, har luftet et ønske om at overtage kontrollen med Hormuzstrædet med et gebyr på 20 pct. for gennemsejlende skibe.

Det har sendt oliepriserne over 84 dollar for en tønde af nordsøolien Brent. For omkring en uge siden var prisen tæt på 72 dollar.

MÆRSK FORTSATTE OP

Aktierne i Mærsk var også tirsdag understøttet af stridighederne i Hormuzstrædet, der alt andet lige skubber fragtraterne op.

Samtidig var der positive regnskabsnyheder fra partneren Hapag-Lloyd, der tirsdag opjusterede sine forventninger til 2026 som følge af stærk efterspørgsel og stigende fragtrater. Samme begrundelse lød i Mærsks egen opjustering 29. juni.

B-aktien i Mærsk steg tirsdag 1,8 pct. til 16.980 kr. efter et plus på 6,0 pct. mandag.

Blandt C25-aktierne i rødt var ligger Zealand Pharma efter en nedslående analyse fra Jefferies.

Det amerikanske børshus har sænket anbefalingen til "hold" fra "køb", og kursmålet er i samme ombæring skåret til 320 kr. fra 505 kr. Jefferies begrunder med mangel på vækstkatalysatorer i andet halvår af 2026, men fastholder dog, at Zealands værdiansættelse er attraktiv.

Aktien nøjedes med et minus på 0,3 pct. til 280,20 kr.

SÆNKET ANBEFALING TIL TRYG EFTER REGNSKAB

Forsikringskoncernen Tryg har været under behandling hos amerikanske Morgan Stanley, der efter sidste uges regnskab for andet kvartal har sænket anbefalingen.

Den er nu "undervægt" mod tidligere "ligevægt", imens kursmålet nu lyder på 145 kr. fra tidligere 165 kr.

Tryg endte med et plus på 0,5 pct. til 155 kr.

Imens blev Alm. optaget i aktieuniverset hos tyske Berenberg med anbefalingen "hold" og et kursmål på 17 kr.

Alm. Brand, der leverer i øvrigt regnskab på torsdag, steg 0,2 pct. til 16,57 kr.

Og så fik både Jyske Bank og AL Sydbank nye kursmål hos den norske kollega ABG Sundal Collier.

Jyske Banks kursmål er nu 1000 kr. fra 950 kr. med en uændret anbefaling "hold", og AL Sydbanks er 680 kr. mod 630 kr. før - stadig med anbefalingen "køb".

Jyske Bank steg 2,4 pct. til rekordkursen 996,50 kr., og AL Sydbank vandt 2,5 pct. frem til 611,50 kr., hvilket ligeledes er det højeste niveau for aktien.

Med i vejret gik også Danske Bank med et plus på 2,5 pct. forud for sit regnskab fredag med en lukkekurs på rekordhøje 375 kr.

For bankerne var der desuden inspiration at hente fra Norge, hvor kollegaen DNB har aflagt et regnskab for andet kvartal, der i det store hele overgik markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire