Feds Warsh lover opgør med inflationen
14/7 17:46
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil ikke finde sig i den stædige høje inflation, som har præget landet i fem år.
Sådan lyder det fra Kevin Warsh, som i maj overtog topposten i centralbanken, i sin forberedte tale til en høring i Repræsentanternes Hus tirsdag.
- Medlemmerne af vores komité har ingen tolerance over for vedvarende forhøjet inflation, og vi deler en fast beslutsomhed om at genoprette prisstabiliteten, siger Warsh ifølge Bloomberg News.
Krigen i Mellemøsten og de høje energipriser derfra har hen over foråret lagt yderligere pres på inflationen i USA. Det har fået flere af centralbankens styrelsesrådsmedlemmer til at lufte idéen om en eller flere renteforhøjelser.
Tidligere tirsdag var der dog lidt lettelse på inflationsfronten, da målingen for juni viste en aftagende inflation på 3,5 pct. fra 4,2 pct. måneden før.
- Hvis vi rammer rigtigt med pengepolitikken - og det kommer vi til - vil de seneste fem års inflationsbølge være fortid, siger Kevin Warsh videre.
Og selv om det umiddelbart er inflationen, som kræver mest arbejde, så lover Kevin Warsh også fokus på centralbankens andet mandat, som lyder at sikre maksimal beskæftigelse.
- Vi tager begge dele alvorligt. Når vi kigger ud ad vinduet nu, ser arbejdsmarkedet ud til at være i ganske god balance. Vi har stadig et stykke arbejde foran os på inflationsfronten, lyder det.
Kevin Warsh har til selve høringen også svaret på spørgsmål om sit forhold til præsidenten, Donald Trump, der gentagne gange har lagt pres på centralbanken for at få renten ned. Adspurgt om han vil træffe beslutninger ud fra økonomiske data, selv hvis Trump kritiserer ham offentligt, lyder det, at "det vil jeg".
Næste rentemøde i Federal Reserve afsluttes den 29. juli, og handlerne indregner her 12,3 pct. sandsynlighed for, at renteniveauet løftes. Mandag - altså før inflationsmålingen for juni - lød sandsynligheden på 45 pct., viser Bloomberg-tal fra handlen med rentefutures.
.\\˙ MarketWire
