Asien: Massive stigninger i teknologisektoren - Seoul øger 8,1 pct.
15/7 06:34
De asiatiske aktier er onsdag vendt 180 grader rundt.
Teknologivirksomhederne kommer stærkt tilbage efter en svagere end ventet amerikansk inflation, der dæmper bekymringerne om en mulig rentestramning senere i denne måned.
Stemningen bliver også løftet af stærke Wall Street-regnskaber, mens der er støtte fra USAs præsident Donald Trumps seneste kovending, der eliminerer det gebyr på 20 pct. på fragt gennem Hormuzstrædet, som præsidenten ellers annoncerede mandag.
De asiatiske aktieinvestorer får dermed tiltrængt støtte efter de seneste ugers massive udsalg, der især gik hårdt ud over teknologibranchen grundet bekymringer over den tårnhøje værdiansættelser og de enorme summer, der investeres i kunstig intelligens.
Seouls Kospi-indeks, som har taget mod hovedparten af øretæverne, stiger med hele 8,1 pct. og igen er det den ustyrlige chipgigant SK Hynix, som trækker læsset med et plus på over 10 pct.
Stigningen kommer efter at aktiens amerikanske ADR notering bragede op med 27,3 pct. på Nasdaq tirsdag.
Det fornyede AI-boom rammer også Taiwans Taiex-indeks, der stiger 2,1 pct., mens det teknologitunge Nikkei i Tokyo øger 0,9 pct.
Blandt de kinesiske aktier stiger Hang Seng i Hongkong 1,6 pct., mens Shanghai Composite og CSI 300 dykker henholdsvis 0,3 pct. og 0,2 pct.
Singapores Strait Times-indeks stiger 1,2 pct., og Australiens ASX-indeks står til at lukke med en gevinst på 0,3 pct.
MSCI's indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan - APEC 50 -øger 4,4 pct., mens de amerikanske futures indikere stigninger på 0,1-0,6 pct., når handlen går i gang på Wall Street senere onsdag.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,9 |
| Topix | +0,5 |
| Hongkongs Hang Seng | +1,6 |
| China Shanghai Composite | -0,3 |
| China CSI 300 | -0,2 |
| Taiwan Taiex | +2,1 |
| Sydkoreas Kospi | +8,1 |
| Singapores STI | +1,2 |
| Sydney ASX 200 | +0,3 |
Indeksværdier kl 5.50
.\\˙ MarketWire
