Amerikansk storbanks satsning har lønnet sig: Rekordindtægter i andet kvartal
15/7 12:41
Den amerikanske storbank BNY Mellon har onsdag leveret positiv læsning til investorerne, der kan glæde sig over rekordhøje indtægter for new yorker-banken.
Banken har i kvartalet blandt andet været understøttet af nye driftsmodeller for det kommercielle og for sin platform, fremgår det i regnskabet onsdag eftermiddag.
- I et dynamisk marked har BNY leveret endnu et stærkt kvartal med robust organisk vækst, der endnu engang demonstrerer BNY's position i hjertet af verdens kapitalmarkeder, siger topchef Robin Vince i regnskabet.
BNY's indtægter voksede i andet kvartal med 13 pct. til rekordhøje 5,7 mia. dollar. Imens voksede indtjeningen per aktie på udvandet basis med 27 pct. til 2,45 dollar. Der var ifølge Bloomberg News ventet 2,23 dollar per aktie.
Robin Vince, der overtog roret i banken i 2022, har arbejdet på en overhaling af bankens driftsmodel. Foruden en overhaling af det kommercielle har topchefen også inviteret kunstig intelligens, AI, inden for - blandt andet med AI-platformen Eliza.
Nettorenteindtægterne nåede i andet kvartal op på 1,45 mia. dollar, svarende til en margin på 1,45 pct., mod ventet 1,38 mia. dollar.
Til gengæld skuffer kernekapitalforretningen en anelse. Her har BNY onsdag præsenteret en forrentning på 11 pct., mens analytikerne havde sat næsen op efter 11,2 pct.
Aktien viger 1,6 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
