USA/tendens: Regnskaber og appetit på teknologi baner vejen for let grøn start
15/7 14:08
Regnskabssæsonen ruller så småt, og fra Europa er der kommet opløftende impulser til chipsektoren fra ASML. Det baner vejen for yderligere optur til de amerikanske teknologiaktier, som fik et rap over nallerne fra ugens start.
Nasdaq-futuren stiger nemlig 0,5 pct., mens futuren for det S&P 500 går frem med 0,1 pct. Dow Jones-futuren handles uændret i timerne op til børsstart.
Det følger indeksplusser på 0,0-0,9 pct. tirsdag med Nasdaq i front, hvor en overraskende afdæmpet inflationsmåling lettede på frygten for renteforhøjelser fra centralbanken, Federal Reserve, hvilket lettede presset på mange store teknologinavne.
Onsdag har den hollandske producent af chipudstyr ASML aflagt sit regnskab for andet kvartal. Det er imponerende læsning, og det giver nyt rygstød til teknologisektoren i USA, som står til fremgang for anden dag i træk, efter at Nasdaq-indekset fik bank med 1,6 pct. mandag.
Uroen i Mellemøsten ulmer dog fortsat, og det holder olieprisen og dermed også inflationsfrygten på højt niveau. Derfor er det også vigtigt for aktierne, at de amerikanske selskaber præsterer godt i den nye regnskabsomgang.
- Investorerne er klar over, at vejen mod fred aldrig kunne forventes at være snorlige. Derfor betyder selskabernes fundamentale forhold mere end nogensinde, siger Stephan Kemper, chefstrateg hos BNP Paribas, ifølge Bloomberg News.
MORGAN STANLEY IMPONERER MED INDTÆGTER
På den amerikanske regnskabsscene er storbanken Morgan Stanley blandt de aktuelle aktører onsdag.
Her har aktiehandlerne har gjort et godt stykke arbejde i andet kvartal, hvor indtægterne fra handel med aktier langt oversteg markedets forventninger. Knap så blændende er indtægterne fra handlen med fastforrentede papirer, og også på omkostningsposten er der tale om en skuffelse.
De samlede indtægter er dog pænt over forventningerne i markedet, og bankaktien sendes op med 1,5 pct. i formarkedet.
I samme branche har banken BNY Mellon umiddelbart leveret positiv læsning til investorerne, der kan se rekordhøje indtægter og indtjening over forventning for new yorker-banken.
Men det vækker ikke begejstring, og BNY-aktien ligger med et formarkedsminus på 1 pct.
Verdens største kapitalforvalter, Blackrock, er også kommet med regnskab, og her trumfer både indtjening og samlede aktiver under forvaltning analytikernes forventninger.
Det giver fremgang til Blackrock på 3,9 pct. i formarkedet.
I medicinalbranchen er der modvind til Johnson & Johnson, selv om koncernen har klaret sig en my bedre end ventet i det forgangne kvartal. Omsætningen landede en smule over forventning, og samtidig skrues der en tand op for årets omsætningsprognose, men ikke nok til at begejstre investorerne.
Aktien falder 1,7 pct. i formarkedet.
Efter markedslukketid venter der desuden regnskab fra luftfartskæmpen United Airlines. Inden da går det frem med 0,5 pct. i formarkedet.
OPTUR TIL PAYPAL I VENTE EFTER RYGTER OM KØBSTILBUD
Betalingstjenesten PayPal har haft et svært år på børsen, men onsdag er der udsigt til en gedigen optur, da der eftersigende er landet et opkøbstilbud.
Det erfarer blandt andet Reuters på baggrund af anonyme kilder.
Bejlerne, betalingsselskabet Stripe og kapitalfonden Advent International, byder 60,50 dollar per aktie. Det værdisætter selskabet til 53 mia. dollar eller hvad der svarer til 346,39 mia. kr.
Paypal stiger 19,4 pct. i formarkedet. Det seneste år har aktien dog tabt knap 36 pct., og set over fem år er det blevet til en nedtur på 84 pct.
.\\˙ MarketWire
