Europa/lukning: ASML faldt trods imponerende regnskab - Richemont hev luksusaktier op
15/7 17:45
Et suverænt regnskab fra Europas største selskab, hollandske ASML, var ikke nok til at imponere investorerne. Omvendt endte det med optur til luksusaktierne efter et glimrende regnskab for schweiziske Richemont.
Set over hele linjen blev det en afmålt europæisk aktiedag, hvor det brede Stoxx 600 endte uændret.
Uroen i Mellemøsten ulmede nemlig fortsat, og det holdt oliepriserne på højt niveau onsdag.
- Selv om der er nogle gode regnskabsnyheder og positive nyheder for enkelte aktier i Europa, er det større billede, at vi måske er en smule mere tilbageholdende - simpelthen på grund af geopolitisk risiko endnu en gang, siger Michael Metcalfe, chef for makrostrategi hos State Street, ifølge Reuters.
ASML TROMLEDE FREM MEN AKTIEN FALDT
Den hollandske producent af chipudstyr ASML gjorde sit for at begejstre investorerne med sit regnskab for andet kvartal.
Chipgiganten bragede nemlig frem i både omsætning og indtjening og landede højere end analytikerne havde forudset, og det blev også til en opjustering af forventningerne til årets omsætning.
Resultaterne har været understøttet af den fortsatte store efterspørgsel på chip til udbygning af infrastrukturen bag kunstig intelligens, lød det. ASML er det eneste selskab i verden, som laver en bestemt type litografimaskiner, som er uundværlige i produktionen af avancerede halvledere, som blandt andre Nvidia benytter.
Men et solidt indledende plus til ASML-aktien på over 7 pct. blev vekslet til et fald på 0,4 pct. ved lukketid.
Den schweiziske luksuskoncern Richemont formåede dog at holde dampen oppe og steg 6,7 pct. Det kom på bagkant af et regnskab med overraskende høj vækst i sit skæve første kvartal.
Det gav også medvind til øvrige luksusaktier som Kering, Hermes og LVMH, som endte med plusser i omegnen af 2,4-3,6 pct.
Dagens vinder i Stoxx 600 blev sammen med Richemont danske Zealand Pharma med en stigning på 6,7 pct. Der lå ikke store nyheder bag, men aktien fik tiltrængt medvind efter fem handelsdage i træk med minusser.
.\\˙ MarketWire
