Gubra får tocifret millionbeløb efter partner sparker gang i fase 2-studie med vægttabskandidat
16/7 07:09
Gubras tyske partner Boehringer Ingelheim vil tage en vægttabskandidat i fase 2, skriver det danske selskab i en meddelelse torsdag morgen.
Der er tale om fedmekandidaten BI 3034701, som Gubra og Boehringer sammen har udviklet. BI 3034701 er en såkaldt triple receptor agonist med de aktive midler GLP-1, GIP og NPY2.
Fase 2-studiet har til formål at evaluere effektiviteten og sikkerheden ved BI 3034701 i personer med overvægt og svær overvægt samt for at finde den rette dosis.
Den videre udvikling af fedmekandidaten samt markedsføringen varetages udelukkende af Boehringer Ingelheim, som betaler milepælsbetalinger til Gubra.
Beslutningen om at tage BI 3034701 i fase 2 udløser en milepælsbetaling på 10 mio. euro - omtrent 75 mio. kr. - til Gubra.
.\\˙ MarketWire
