Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Alm. Brands topchef glæder sig over rekordresultat i "ret specielt" kvartal

16/7 10:06

Forsikringskoncernen Alm. Brand har leveret et rekordhøjt forsikringsresultat, i hvad topchef Andreas Ruben Madsen kalder for et "ret specielt kvartal".

I andet kvartal har Højesteretten i Danmark dømt, at der kan tilkendes erstatning ved tab af erhvervsevne på 5 pct. eller mere frem for tidligere 15 pct. Dommen fik Alm. Brand til at hensætte 700 mio. kr., der er bogført i andet kvartal.

Forventningen blandt analytikerne var derfor også et millionunderskud efter skat i perioden. En stærk underliggende vækst har dog sikret overskud i perioden, og renser man for hensættelsen, kan Alm. Brand glæde sig over sit stærkeste kvartal nogensinde målt på forsikringsresultatet.

- Det har på mange måder været et ret specielt kvartal i den forstand, at vi ligesom resten af sektoren er ramt af en ret enestående og enkeltstående begivenhed omkring højesteretsdommen på arbejdsskade, som har sat sig massivt i vores bundlinje, siger forsikringskoncernens administrerende direktør, Andreas Ruben Madsen, til MarketWire.

Fremgangen var igen drevet af vækst i præmieindtægterne i Alm. Brands privatforretning, imens Erhverv fortsat hang i bremsen.

- Vi har stadig en rigtig fornuftig vækst. Vi vokser enormt stærkt stadig i vores privatområde, og samlet set bliver det lidt mere moderat, fordi vi ser et fald i Erhverv, som vi også så forrige kvartal, fortæller topchefen.

- Det er i vid udstrækning skabt af det fokus på lønsomhed, vi fortsat har, og i kombination med et marked, der særligt på arbejdsskade handler til nogle priser, hvor vi ikke synes, at vi skal være med. Det lever vi så med, tilføjer han.

HELDIG HÅND OG GOD UNDERLIGGENDE UDVIKLING

Alm. Brand har i forbindelse med sit regnskab opjusteret forventningerne til resultatet før skat i 2026 med 200 mio. kr. Det skyldes både et stærkt investeringsresultat i andet kvartal og en stærk udvikling for afløbsresultatet i perioden.

Forsikringskoncernen venter nu et resultat før skat på 1450-1650 mio. kr. eksklusive afløb i andet halvår.

Til spørgsmålet, om forventningerne er for konservativt sat med afløbsgevinsterne in mente, lyder svaret fra Andreas Ruben Madsen:

- Vi lægger aldrig forventninger ind til afløb - hverken den ene eller anden vej. Det kan vi ikke meningsfyldt gøre på kort sigt. I gennemsnit forventer vi en afløbsgevinst på 2 pct., men vi lægger det ikke i vores forventninger fra kvartal til kvartal.

Topchefen tilføjer, at der i andet kvartal har været et højere afløb end normalt på over 3 pct.

- Vi har både en lidt heldig hånd i kombination med en underliggende forbedring. Begge dele hjælper med at skabe vores opjustering, fortæller han til MarketWire.

REGNER PÅ KONSEKVENSER VED HØJESTERETSDOM

De ændrede vilkår for arbejdsskadeerstatninger gør ifølge Andreas Ruben Madsen op med en praksis, man har fulgt i 40 år. Derfor er man i Alm. Brand i gang med at regne på, hvad det kommer til at betyde for præmierne på arbejdsskadeforsikring.

- Med Højesterettens kendelse har man ændret den praksis, man har ageret efter de seneste 40 år. Med dommen er der helt faktuelt kommet et højere antal skader, og det er vi i færd med en grundig analyse af for at finde ud af, hvad det skal betyde for vores priser lige nu.

Han forklarer videre, at dommen alt andet lige trækker i retning af en højere pris, da "pris og risiko skal hænge sammen".

- Hvad det så kommer til at betyde i sidste ende i vores markedspris mod kunderne, kan afhænge af mange andre faktorer.

Selv om dommen ikke var, hvad forsikringssektoren i Danmark havde håbet på, glæder topchefen sig over, at der er skabt transparens, så der nu kan kigges fremad.

.\\˙ MarketWire