Europa/aktier: Telenor dumper med et brag efter nedjustering i surt marked
16/7 12:22
Der er kontant afregning til det norske teleselskab Telenor, der torsdag har nedjusteret sine forventninger til 2026 på grund af en "udfordrende makroøkonomisk situation" og øget konkurrence.
Aktien sendes tocifret ned i selskabets største nedtur i tæt på 18 år.
Også i det samlede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 er der fald på menuen, da både sløje regnskaber og fortsat uro i Mellemøsten tærer på investorernes humør.
- Det er desværre svært at tage øjnene væk fra krigen i Iran, Trumps tweets og olieprisen, siger James Athey, der er porteføljeforvalter i Marlborough, til Reuters.
Stoxx 600 viger 0,5 pct. til 639,58.
Anderledes god er stemningen omkring industrikoncernen Rotork, der har modtaget et købstilbud fra schweizisk-svenske ABB med en præmie på 60 pct., imens chipaktiernes rutsjetur kun lader til at fortsætte torsdag - denne gang med fald.
- Blandt aktier er der enorm volatilitet, fortsætter porteføljeforvalteren og tilføjer:
- Markedet flagrer - af mangel på bedre ord - stadig en smule, når det kommer til at prissætte AI-handlen, og om omfanget af den er bæredygtig.
Chipproducenter som BE Semiconductor, Nordic Semiconductor og STMicroelectronics falder 2,9-3,5 pct.
Det er dog vand ved siden af nedturen i Telenor, der takseres til et minus på 11,6 pct. efter sit regnskab med en dertilhørende nedjustering af forventningerne.
Nedjusteringen følger et skuffende kvartal, hvor blandt andet nettoresultatet dykkede 32 pct. sammenlignet med året før. Det var også langt under analytikernes forventninger.
I begrundelsen refereres der blandt andet til en svær konkurrencesituation i Norge og makroøkonomiske udfordringer i Bangladesh.
Den svenske branchefælle Tele2 gør følge med et dyk på 6,1 pct. efter et ligeledes skuffende regnskab.
Imens kan britiske Rotork sole sig i et opkøbstilbud fra ABB, der vil betale 5,5 mia. dollar for industrikoncernen. Det svarer til en præmie på 60 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs.
Rotork skyder op med 66,7 pct. til 484,80 pence, mens ABB på udsigten til sit største opkøb nogensinde bakker 3,8 pct. til 80 schweizerfranc.
.\\˙ MarketWire
