Milliarderne ruller ind hos Danske Bank: Analytiker hæfter sig ved ét ord
17/7 09:06
Der er ingen tvivl om, at det går godt for bankerne for tiden, og her er Danske Bank ingen undtagelse.
Det står klart ved selskabets regnskab for andet kvartal, hvor banken har opjusteret sine forventninger til året.
Og det er særligt her AL Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen hæfter sig ved ét enkelt ord.
Nemlig, at Danske Bank skriver, at de samlede indtægter for året ventes at lande "noget over 59 mia. kr.".
Noget.
- Det er i de små nuancer her, når regnskabet ellers er stort set som ventet. Men i hvert fald, lyder det til, at det ikke bare er sådan omkring 59 mia. Vi skal et stykke over de 59 også, siger han til MarketWire.
Han bemærker desuden, at de 59 mia. kr. heller ikke aktuelt er fuldt i konsensusestimaterne endnu.
Generelt tegner regnskabet sig bedre end ventet hos analytikerne, dog sendes aktien ned efter få minutters handel på børsen i København.
Danske Bank synker 2,9 pct. til 358,20 kr. Torsdag startede storbanken Nordea også på et fald efter sit regnskab, som var bedre end ventet, mens aktien endte dagen i plus.
PÆNE TAKTER
De samlede indtægter i kvartalet lyder på 15.157 mio. kr. mod ventet 14.598 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Danske Bank
De blev blandt andet båret frem af højere gebyrindtægter end ventet, mens nettorenteindtægterne skuffer let set i forhold til analytikernes skøn.
- Nettorenteindtægterne lander lidt lavere (end ventet, red.), men det skyldes at der er en engangsudgift på 92 millioner. Så det er den primære årsag til det, siger han og fortsætter:
- Korrigerer vi for det, er vi stadigvæk lidt under det, som var ventet, men inden for skiven kan man sige.
Nettorenteindtægterne steg til 9332 mio. kr. mod analytikernes forventning på 9469 mio. kr. I andet kvartal 2025 endte posten på 9063 mio. kr.
Skuffelsen kompenseres dog også rigeligt af bedre end ventet udvikling på de andre indtægtsposter, herunder gebyrindtægterne.
Gebyrindtægterne endte i kvartalet på 4058 mio. kr. mod ventet 3698 mio. kr. og 3409 mio. kr. i perioden 2025.
Ligeledes går det godt for Danske Banks forsikringsaktiviteter. Her inddriver banken i kvartalet 689 mio. kr. mod ventede 400 mio. kr.
- Det ser rigtig fornuftigt ud. Der er flere indtægter fra livsforsikring, og der er også medvind fra finansielle markeder. Så det giver faktisk et ret solidt niveau for indtægterne på forsikringen, siger Mikkel Emil Jensen.
Skal man stikke lidt til regnskabet kan man notere sig at nedskrivningerne på udlån stiger lidt i kvartalet. Nedskrivningerne på udlån landede på 291 mio. kr. Her havde analytikerne ventet et tab på 223 mio. kr. mio. kr. mod 217 mio. kr. i kvartalet 2025.
På bunden tjener Danske Bank 6201 mio. kr. i kvartalet mod ventet 5876 mio. kr.
.\\˙ MarketWire
