Aktier/middag: Krigsbekyringer hersker fortsat i feriepræget marked
20/7 11:12
Det er stadig konflikten i Mellemøsten, der på ugens første dag hersker på aktiemarkedet i Danmark.
USA og Iran har i weekenden haft nye ildkampe, der en overgang sendte oliepriserne over 90 dollar for en tønde. Siden har Iran berettet om nye forslag fra fredsmæglere, der igen har udvisket stigningerne.
Nyhedsstrømmen er til gengæld tynd på selskabsspecifikt niveau. Kabelproducenten NKT stiger, efter at selskabets konkurrent Prysmian har modtaget en stor ordre, og aktierne i A.P. Møller-Mærsk falder efter en stærk sidste uge.
- Sommerferiestemningen sætter sit præg - også på volumenerne - men der er selvfølgelig fokus på, at tingene udvikler sig i Mellemøsten, og olieprisen er steget, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
- Det lægger lidt pres på markedet, at oliepriserne truer igen, fortsætter han.
Facit ved middagstid er et fald i det danske C25-indeks på 0,2 pct. til 1899,17.
Blandt sidepapirerne har Per Aarsleff vundet en jernbanekontrakt med en trecifret millionværdi, og Lundbeck har afsluttet indrulleringen til et fase 3-studie med sin epilepsikandidat bexicaserin.
NKT-RIVAL FÅR ORDRE
Den italienske kabelproducent Prysmian har mandag morgen modtaget en ordre til en værdi af omkring 41 mia. kr. på optiske kabler til datacentre.
Det sender mandag ved middagstid den italienske aktie op med 1,5 pct., imens NKT følger efter i Danmark med et plus på 1,1 pct. til 914,50 kr.
Helt i toppen af C25 ligger imidlertid ISS med en stigning på 2,0 pct. til rekordkursen 295,20 kr. Der er ikke noget nyt fremme om serviceaktien, der leverer regnskab for andet kvartal 11. august.
Nederst i det danske eliteindeks ligger Mærsk-aktierne, der får pusten efter en stærk udvikling i sidste uge. Her steg B-aktien 7,8 pct. på den fornyede uro i Mellemøsten.
Mandag viger B-aktien i Mærsk 0,9 pct. til 16.820 kr.
DANSKE BANK TIL REVISION
Børshusene har haft aktien i Danske Bank under behandling, efter at storbanken fredag fremlagde sit regnskab for andet kvartal.
Overraskende stærke indtægter og en opjustering var dog ikke nok for markedet, der sendte aktien ned på dagen.
Hos både SEB og Nordea er man mere positivt stemt. Førstnævnte har forhøjet kursmålet til 410 kr. fra 390 kr., imens Nordeas kursmål for aktien nu er 405 kr. fra 380 kr. Begge børshuse siger "køb" til aktien.
Alligevel falder aktien 0,9 pct. til 364,40 kr.
Også Per Aarsleff siver mandag trods positive nyheder. Entreprenørselskabet har vundet en kontrakt om udvidelsen af jernbanen ved Kalvebod til en værdi af 330 mio. kr.
Aktien bakker 0,8 pct. til 748 kr.
Lundbeck har afsluttet indrulleringen af patienter til sit fase 3-studie Deep Ocean med epilepsikandidaten bexicaserin. Resultater fra studiet ventes i fjerde kvartal af 2026 eller første kvartal af 2027.
Aktien falder 0,8 pct. til 42,50 kr.
.\\˙ MarketWire
