Europa/lukning: Ryanair straffet for regnskab på rød dag med højere oliepriser
20/7 17:53
Ryanair blev sorteper efter sit regnskab mandag, der både bød på skuffelse og en droppet prognose for andet halvår.
Lavprisselskabet led blandt andet under høje oliepriser i sit forskudte første kvartal. Samme tema udspillede sig mandag, hvor skiftende meldinger fra Mellemøsten afgjorde retningen for oliepriserne.
Facit ved lukketid var et niveau omkring fredagens lukkeniveau i 88 dollar. For det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 betød det et fald på 0,3 pct. til 639,60.
For Ryanair udløste et skuffende regnskab et fald på 4,6 pct.
Lavprisselskabets overskud faldt i det forskudte første kvartal af 2026/27 med 34 pct. som følge af højere oliepriser og lavere efterspørgsel. Det førte til lavere billetpriser i sommerhøjsæsonen, og for bundlinjen betød det et overskud på 538 mio. euro mod 820 mio. euro i samme kvartal året før. Der var ventet 624,5 mio. euro af analytikerne.
Manglende klarhed omkring årets udvikling får videre Ryanair til at holde igen med forventningerne til andet halvår.
- Vi er godt på vej mod et profitabelt år, men det er for tidligt at sætte tal på, hvordan det kommer til at blive, siger finansdirektør Neil Sorahan i et interview med Bloomberg News.
Lavpriskollegaen Wizz Air bakkede 2,9 pct.
Helt i toppen af Stoxx 600 endte det britiske it-selskab Computacenter efter en løftet anbefaling hos Berenberg.
Det tyske børshus har løftet anbefaling til "køb" fra "hold", da det venter, at Computacenter vil slå forventningerne i markedet med sit kvartalsregnskab.
Computacenter steg 5,6 pct. til rekordkursen 4834 pence.
.\\˙ MarketWire
