Storbank ser oliepris på 120 dollar hvis forstyrrelserne ved Hormuzstrædet varer ved
21/7 07:59
Prisen for en tønde Brent-olie risikerer at kravle over 120 dollar i løbet af fjerde kvartal i år, hvis der ikke kommer en løsning i Mellemøsten, som sikrer fri fragt af olie gennem Hormuzstrædet.
Det vurderer Goldman Sachs, som dog også gør opmærksom på, at det ikke er hovedscenariet, skriver Bloomberg News.
Hovedscenariet lyder i stedet på en oliepris på 80 dollar i fjerde kvartal og 75 dollar næste år, men det forudsætter, at spændingerne i Mellemøsten aftager.
Olieprisen har ved enkelte lejligheder været over 120 dollar i løbet af foråret som følge af stridighederne mellem USA og Iran. Der var dog lettelse i starten af sommeren, hvor forventningen om en fredsløsning sendte prisen ned omkring 70 dollar.
Siden er fredsforhandlingerne faldet til jorden, og krigsudvekslingerne mellem de to parter kører igen tæt på fuld skrue. Det har igen lagt opadgående pres på prisen, og tirsdag morgen koster en tønde Brent-olie 88,44 dollar.
.\\˙ MarketWire
