Radiometer-ejeren Danaher skuffer med omsætningsprognosen
21/7 13:04
Danaher går en mørkerød dag i møde, efter at den amerikanske medicokoncern, der herhjemme er bedst kendt for opkøbet af Radiometer i 2004, har leveret en svag prognose for omsætningen i tredje kvartal.
Aktien indikeres 9,6 pct. lavere til 181,90 dollar i tirsdagens amerikanske aktiemarked.
Den justerede omsætningsvækst ses i tredje kvartal at nå 2,0-2,3 pct., hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde sat næsen op efter 3,61 pct.
De fleste poster i regnskabet for andet kvartal lander bedre end ventet - herunder omsætningen på 6,27 mia. dollar mod de ventede 6,1 mia. dollar.
Det skuffende punkt var driftsindtjeningen, der blev på 1,13 mia. dollar mod ventet 1,19 mia. dollar.
Her kan divisionerne Biotechnology samt Diagnostics ikke leve op til forventningerne, mens Life Science overrasker positivt.
På denne side af Atlanten rammer meldingerne de tyske laboratorieudstyrskoncerner Sartorius og Satorius Stedim Biotech, der begge falder med mere end 9 pct., hvorved de indtager bunden i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
.\\˙ MarketWire
