Tirsdagens aktier: Tre banker i rekord trak op i mismodigt eliteindeks
21/7 17:10
En trio af danske bankaktier i rekord - Nordea, Jyske Bank og AL Sydbank - var blandt lyspunkterne i tirsdagens C25-indeks, hvor også Mærsk, FLSmidth og Genmab bidrog til fremgang.
Men den negative modvægt fra blandt andet Rockwool, Vestas og Novo Nordisk var tungere, og eliteindekset tabte 0,4 pct. til 1887,97 på den noget ferieramte og nyhedsfattige handelsdag.
- Det er ikke de store bevægelser i markederne på indeksniveau. Det er nyhedsfattigt, noterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire.
- Men der er en tendens til, at de lidt defensive har det lidt svært, fortsætter Martin Munk, som ser mere bevægelse i halvledere, teknologi og it.
- It, halvledere og kunstig intelligens har være utrolig volatile til den lidt dårlige side, og der er så noget tendens til en "rebound". Men det går jo fuldstændig Danmark forbi, bemærker senioraktierådgiveren.
Derudover holder markedet øje med oliepriserne, som er på vej tilbage, men fortsat ligger på et højt niveau.
- Og så kommer vi til at kikke meget mod regnskaber i den kommende tid, og her er DSV næste step, siger aktierådgiveren.
Op til onsdagens regnskab for andet kvartal lukkede DSV-aktien tirsdag med et plus på 0,3 pct. til 1670 kr.
BANKER I TOPPEN
Øverst i C25-indekset steg Jyske Bank 1,5 pct. til 1014 kr., Nordea blev løftet 0,9 pct. til 128,40 kr., og AL Sydbank steg 0,9 pct. til 614,50 kr. For alle tre aktier var der tale om lukkerekorder, efter at Nordea og Danske Bank torsdag og fredag i sidste uge fremlagde stærke kvartalsregnskaber.
Danske Bank steg 0,4 pct. til 364,60 kr. Bankaktien lukkede i 375 kr. den 14. juli.
- Vi har fået opjusteringer og fine regnskaber, som viser, at bankerne har haft et godt miljø i andet kvartal og ser ud til også at komme godt ind i tredje kvartal. Udsigterne ser bare bedre ud, end da vi gik ind i året. Renterne ligger på et lidt højere niveau, og kunderne har det godt, mener Martin Munk.
Sidste uges regnskaber fra Danske Bank og Nordea har givet anledning til et hav af kursmålsjusteringer fra de store finanshuse i både Norden og en større international kreds.
Danske Bank har fået løftet kursmålene på stribe og generelt ses der mere potentiale i aktien.
Ringkjøbing Landbobank er også blevet set efter i sømmene - af finanshuset DNB Carnegie, der indleder analysedækning af aktien med en købsanbefaling. Kursmålet for aktien sættes samtidig til 1935 kr., og aktien steg 0,8 pct. til rekordhøje 1736 kr.
ROCKWOOL I BUND
I bunden af C25 var der tab på 1,4 pct. til 179,15 kr. til Vestas, som oplyste, at selskabet har overtaget et vindprojekt under udvikling i Tasmanien i Australien på 300 megawatt (MW). Vindfarmen skal efter planen have 47 møller med en planlagt start på opførelsen i første halvdel af 2027 og med et mål om idriftsættelse i 2030.
Rockwool gik mest tilbage - med 3,7 pct. til 191,50 kr. Muligvis presset af en nedjustering fra østrigske Weinerberger, som er verdens største producent af mursten, og som tabte 0,6 pct. på børsen i Wien.
Novo Nordisk tabte 1,2 pct., til 324,05 kr. Medicinalselskabet har oplyst, at det planlægger at bringe sin vægttabspille til Sydafrika. Endvidere har Novo sagsøgt sin konkurrent Eli Lilly for "vildledende reklamer" i USA.
MÆRSK I FREMDRIFT
Mærsk-aktierne leverede et positivt bidrag til tirsdagens C25-indeks med et plus til B-aktien på 0,3 pct. til 16.755 kr. I Mellemøsten truer houthi-bevægelsen med at blokere Saudi Arabiens havne. Det kan lukke den sydlige adgang til Det Røde Hav.
Genmab, som også blandede sig i toppen af C25, kunne skæve til den schweiziske partner Novartis, der har leveret regnskab for andet kvartal, hvor både salg og overskud er bedre end ventet. Novartis' salg af sklerosemidlet Kesimpta, som Genmab får 10 pct. af indtægterne som royalties, løb op i 1,42 mia. dollar, hvilket skyder over analytikernes konsensus på 1,3 mia. dollar.
Genmab steg 0,3 pct. til 1852 kr.
FLSmidth vandt 1,1 pct. til 462,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Men de europæiske mineaktien havde en god tirsdag inspireret af pæne stigninger i priserne på guld og kobber.
Prisstigningerne virkede modsat for smykkekoncernen Pandora, som faldt 1,7 pct. til 763,20 kr., selv om canadiske RBC løftede kursmålet til 875 kr. fra 700 kr.
.\\˙ MarketWire
