USA/åbning: Regnskaber fra Alphabet og Tesla sænker markedet
23/7 15:48
De amerikanske aktier falder tungt fra handelsstart torsdag, da vigtige regnskaber igen skabt nervøsitet omkring de enorme investeringer i udbygningen af computerkraft til brug for kunstig intelligens.
Olieprisen hopper desuden igen op, i kølvandet af at houthierne i Yemen har meldt sig i konflikten i Mellemøsten med en blokade af saudiske skibe i Det Røde Hav. Olieprisen er i USA nu steget med mere end 10 pct. i denne uge, hvilket skal lægges til sidste uges fremgang på 15 pct.
Den udvikling øger sideløbende frygten for inflationspres, og i sin tur presser det markedsrenterne i vejret. Den toårige rente i USA er nu i sit højeste i næsten halvandet år, og markedet indregner også næsten til fulde to renteforhøjelser fra Federal Reserve inden udgangen af december.
Det brede marked målt på S&P 500-indekset falder kl. 9.40 lokal tid i New York med 0,8 pct., mens Dow Jones taber 0,7 pct., og Nasdaq dykker mest med 1,5 pct.
I TVIVL OM HYPERSCALERE
Investorernes fokus er torsdag først og fremmest på regnskabet fra Alphabet.
Det er et tveægget sværd, at koncernen onsdag aften meldte om øgede kapitalinvesteringer i år, der nu lyder på 195-205 mia. dollar mod tidligere 180-190 mia. dollar. Det vidner om en fortsat tiltagende efterspørgsel på hardware til datacentre, men sætter samtidig spørgsmålstegn ved bæreevnen af investeringerne, da Google-ejerens pengestrøm i andet kvartal var negativ trods en nettoomsætning på 103,62 mia. dollar.
- Markederne ved ikke rigtig, hvad de vil have fra disse hyperscalere, enten er der for store kapitalinvesteringer eller ikke nok, siger David Kruk, handelschef hos La Financiere de l'Echiquier, til Bloomberg News.
- Selv hvis deres resultater er gode, kan markedets kursreaktion gå en anden vej på grund af den tunge positionering i disse aktier.
Alphabet, hvis aktie dykker med 5,7 pct. torsdag, demonstrerede ellers med sine tal også, at investeringerne synes at give et fornuftigt afkast med en vækst på 82 pct. i indtægterne i cloud-forretningen til 24,77 mia. dollar i andet kvartal.
TESLA DYKKER
Kommunikationsservice er på den baggrund ikke overraskende den mest faldende sektor ved åbning torsdag med et minus på 4,2 pct. Her tynger Meta Platforms også med 2,5 pct.
It-aktierne taber samtidig 0,5 pct. Her viger Nvidia 1,4 pct. og Apple med 1,3 pct., mens Microsoft kan nøjes med et minus på 0,4 pct.
I cyklisk forbrug er der samtidig et fald på hele 3,6 pct. med Tesla som den store skurk, selv om Amazon også smider 2,7 pct.
Onsdag aften bød nemlig også på tal fra Elon Musks elbilproducent, som presses tilbage med 10,1 pct. Tesla investerer også på livet løs i nye fabrikker, og derfor steg omkostningerne næsten 50 pct. på årsbasis. Samtidig sænkede Tesla prisen på sine elbiler for at øge salget. Det ramte tilsammen bundlinjen til trods for en vækst i omsætningen på 26 pct. til 28,24 mia. dollar.
DYRE REGNSKABER
Chipproducenten Texas Instruments kom onsdag aften ligeledes med sit regnskab, og det takseres desuden til et minus på 3,1 pct., på trods af at koncernen regner med et salg i sit tredje kvartal på 5,65-6,15 mia. dollar, hvilket selv i den lave ende af bassinet er bedre end ifølge Bloomberg News ventede 5,62 mia. dollar.
IBM, der allerede i sidste uge flagede for et svagt salg i andet kvartal, kan derfor torsdag nøjes med et fald på 1,9 pct., selv om it-koncernen onsdag aften nedjusterede sine forventninger.
På regnskabsfronten falder American Airlines såvel som Southwest Airlines også 7,7 og 2,6 pct. Førstnævnte på grund af en overraskende nedjustering med et fortsat bud om et underskud mod analytikernes håb om et plus i år, mens Southwests prognose for tredje kvartal skuffer.
En positiv aktiehistorie torsdag kommer derimod fra Lockheed Martin. Våbenproducenten stiger nemlig med 10,1 pct., da regnskabet for andet kvartal indeholder en opjustering efter fremgang i blandt andet F-35-programmet.
.\\˙ MarketWire
