Europa/aktier: SAP til tops i grønt marked drevet af faldende oliepriser
27/7 13:00
De europæiske aktier får mandag et kraftigt løft til det højeste niveau i tre uger på baggrund af faldende oliepriser drevet af aftagende spændinger i Mellemøsten.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger mandag eftermiddag med en stigning på 0,8 pct. i 649,63, og indekset er dermed inden for spytteafstand af rekorden fra 3. juli i 652,77.
Øverst i indekset ligger den tyske softwarekæmpe SAP, der med et plus på 5,3 pct. fortsætter fredagens regnskabsdrevne optur på 9,3 pct.
Vodafone ligger med en stigning på 4,5 pct. med fremme i feltet, efter at den britiske mobiloperatør har leveret en bedre end ventet vækst i serviceindtægterne i sit forskudte første kvartal.
Brent-olien dykker med næsten 8 pct., efter at USA for anden nat i træk satte en næsten to uger lang række angreb mod Iran på pause, og Den Islamiske Republik signalerede, at den afstod fra gengældelsesangreb.
- Jeg mener, at der er en større sandsynlighed for en varig aftale fremadrettet, siger Stephan Kemper, chefinvesteringsstrateg hos BNP Paribas Wealth Management, ifølge Bloomberg News.
- Med få meningsfulde mål tilbage og svækkede luftforsvarskapaciteter synes den eneste levedygtige mulighed at være forhandlinger, vurderer han.
Faldet til olieprisen bliver godt modtaget blandt de rejserelaterede aktier, hvor rejseselskabet TUI løftes med 3 pct. og lufthavnene Aeroports de Paris samt Fraport begge løftes med cirka 3 pct.
Modsat giver nedturen for olieprisen pres på olieselskaberne, hvor norske Equinor og Var Energy begge taber mere end 5 pct.
.\\˙ MarketWire
