Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Stort olieprisfald løfter optimismen

27/7 15:43

Øget risikoappetit præger mandagens åbning på de amerikanske aktiemarkeder, idet de bliver understøttet af et stort dyk i olieprisen, efter at USA og Iran i weekenden annoncerede en pause i fjendtlighederne.

Der er særlig rift om teknologiaktierne, og på den baggrund sendes Nasdaq-indekset op med 1,1 pct. Det smalle S&P 500-indeks løftes 0,8 pct., og det smalle Dow Jones-indeks stiger 1,1 pct.

Fredag tabte Nasdaq-indekset 0,6 pct., mens der var plusser at finde til S&P 500-indekset på 0,1 pct. og til Dow Jones-indekset på 0,5 pct.

Den europæiske referenceolie, Brent, dykker mandag med cirka 6 pct., hvilket understøtter en bred vifte af rejserelaterede aktier såsom luftfartsselskaberne United Airlines og American Airlines, der stiger med henholdsvis 3,8 og 3,5 pct.

Modsat bliver oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron presset tilbage med henholdsvis 2,0 og 1,9 pct.

Markederne var sidste uge præget af uro som følge af de eskalerende spændinger i Mellemøsten, hvor investorer frygtede, at konflikten kunne skabe yderligere prispres forud for den amerikanske centralbanks rentebeslutning, som ventes onsdag.

Den amerikanske centralbank har givet få fingerpeg om udsigterne for pengepolitikken, siden Kevin Warsh overtog posten som centralbankchef, hvilket har øget usikkerheden om den fremtidige udvikling i renterne.

Investorer indregner renteforhøjelser svarende til mindst 25 basispoint i år, og data indsamlet af LSEG viser ifølge Reuters, at der er 31 pct. sandsynlighed for, at en forhøjelse kan komme allerede i denne uge.

- Beslutningstagerne står over for en vanskelig afvejning mellem beviser på, at inflationen har været aftagende, og voksende tegn på, at højere oliepriser kan skabe et mere vedvarende inflationschok, skriver analytikere hos Deutsche Bank i en analyse ifølge Bloomberg News.

CHIPAKTIER SENDES FREM

Mange af de amerikanske chipproducenter sendes lidt frem på baggrund af fornyet risikoappetit.

- At råolieprisen er på vej ned er en velkommen udvikling for risikofyldte aktiver, da det giver lidt pusterum efter uger med forhøjede energipriser, udtaler Tim Waterer, der er chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade, og tilføjer:

- Markederne vil med glæde tage imod ethvert tegn på afspænding eller lempelse af spændingerne i Mellemøsten, selv om der ikke er nogen garanti for, at situationen ikke vil blusse op igen.

Blandt chipaktierne i plus er Marvell Technology, Intel og Qualcomm, der alle stiger 1,9 pct.

Nvidia er med et minus på 0,4 pct. blandt de få chipaktier i minus.

Der er en tung regnskabsuge i sigte, da hele fire "Magnificent Seven"-selskaber aflægger regnskaber, der vil sætte hele AI-temaet på prøve.

Onsdag er Microsoft og Meta Platforms klar med tal for april, maj og juni, og torsdag er det Apple og Amazons tur til at fremlægge tal for perioden.

I mandagens første handler ligger de fire selskaber med stigninger i intervallet 0,9 til 1,9 pct.

FORD OG GM STIGER EFTER ANBEFALINGSLØFT

Bilgiganterne Ford og General Motors stiger begge med 2,3 pct., efter at børshuset Jefferies har løftet sine anbefalinger af bilaktierne til "køb" fra "hold".

For førstnævnte løftes anbefalingen forud for, at Ford tirsdag aflægger regnskab for andet kvartal, hvorimod General Motors aflagde regnskab tirsdag i sidste uge.

.\\˙ MarketWire