Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Modvind for DSV og Mærsk holdt C25-plusset i ave

27/7 17:05

Reducerede spændinger i Mellemøsten var mandag den primære drivkraft for en positiv stemning på det danske aktiemarked, der dog blev modvirket af modvind for de transport- og energirelaterede aktier.

- Vi har plusser de fleste steder i Europa på nær i Norge på optimisme om, at der i weekenden ikke har været en negativ udvikling i Mellemøsten, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Et par nætter uden amerikanske angreb på Iran var mandag med til at drive Brent-olien mere end 7 pct. baglæns ved dansk lukketid.

Det gav medvind herhjemme med et plus på 0,1 pct. til 1833,36 for det danske C25-indeks. Til sammenligning lå det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid med et plus på 0,3 pct., mens det energitunge norske OBX-indeks faldt 0,8 pct.

MINDSKET URO I MELLEMØSTEN RAMMER MÆRSK

De reducerede spændinger i Mellemøsten gav vanen tro modvind for Mærsk, hvor B-aktien med et tab på 2,2 pct. til 16.650 kr.

Transportkollegaen DSV fortsatte med et fald på 3,5 pct. til 1398 kr. også de negative takter efter sidste uges skuffende regnskab, der gav en kurslussing på 14,2 pct. onsdag og et tab på 2,8 pct. torsdag. Fredag var der dog lidt revanche med et plus på 2,9 pct.

Blandt de energirelaterede aktier sluttede Vestas med et minus på 1,3 pct. i 171,30 kr., og Ørsted tabte 2,1 pct. til 146,75 kr.

De forbrugsrelaterede aktier havde medvind i Europa, og det kan ifølge Martin Munk måske være en forklaring på, at Pandora-aktien med et plus på 3,0 pct. til 780,20 kr. lå med helt fremme i C25-feltet.

DEMANT OG STORBANKER FÅR RYGKLAP

Danske Bank og Nordea lukrerede på løftede kursmål hos den amerikanske storbank Morgan Stanley efter de to bankers regnskaber.

Danske Bank har fået løftet sit kursmål hos Morgan Stanley til 400 kr. fra 375 kr., og samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt". Samme anbefaling gentager Morgan Stanley for Nordea, der får hævet sit kursmål med 9 kr. til 129 kr.

Danske Bank steg 2,4 pct. til 365 kr., og Nordea fulgte lige i hælene med en stigning på 2,0 pct. til 130,75 kr.

Demant havde med et plus på 2,1 pct. til 279,20 kr. også vind i sejlene. Også her er det analytikernyt, der understøtter aktien, forklarer Martin Munk, der blandt andet henviser til, at aktien er kommet på JPMorgans liste for aktier med udsigt til mulige positive katalysatorer.

Yderligere har Demant-aktien også fået lagt 30 pct. oven i sit kursmål hos ABG, der nu sigter efter 325 kr. mod tidligere 250 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Uden selskabsspecifikt nyt lukkede medicoaktierne Coloplast og Ambu med stigninger på henholdsvis 4,1 pct. til 420,10 kr. og 2,9 pct. til 70,10 kr.

.\\˙ MarketWire