Mærsk/Citi: Tredje kvartal lander bedre end konsensus
13/10 10:12
Med et foreløbigt driftsresultat (EBITDA) for tredje kvartal på 2,4 mia. dollar svarende til cirka 15 mia. kr. lander Mærsk noget højere end konsensus, der lød på 1,9 mia. dollar.
Det skriver Citi i en analyse kort efter tirsdagens opjustering og foreløbige regnskabstal for tredje kvartal fra Mærsk.
- Forbedringen i volumenerne er gået bedre end forventet i tredje kvartal, skriver Citi i analysen.
Ifølge meddelelsen fra Mærsk er fremgangen primært drevet af en fortsat øget efterspørgsel og omkostningsforbedringer.
Volumener i rederiets Ocean-forretning faldt med cirka 3 pct. i tredje kvartal 2020 sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket dog er bedre end det forventede fald på 5 pct.
For 2020 forventer Mærsk nu et driftsresultat (EBITDA) på 7,5-8 mia. dollar mod tidligere ventet 6-7 mia. dollar.
Det er dermed også højere end konsensus blandt analytikerne, der lød på 6,8 mia. dollar og Citis egen forventning på 6,9 mia. dollar, skriver finanshuset i analysen.
Omkring et kvarter efter tirsdagens børsåbning faldt Mærsk B-aktien med omkring 1,1 pct., men den stiger ved 10-tiden med 0,3 pct. til 10.705 kr.
/ritzau/FINANS
