Asien: Kursfald over hele Asien - NY
22/10 06:40
De asiatiske aktier dropper torsdag, hvor investorernes bekymring over det langsomme tempo i de amerikanske stimulusforhandlinger og stigende globale tilfælde af covid-19 trækker stemningen under nulpunktet.
Onsdag beskyldte USA's præsident, Donald Trump, demokraterne for at være modvillige i udarbejdelsen et acceptabelt kompromis om stimuluspakken, og det er fortsat uklart, om stimulusforhandlinger vil fortsætte forud for det amerikanske præsident- og kongresvalg den 3. november.
- Selvom parterne formår at nå til enighed, er det usandsynligt, at det vil være i stand til at gå gennem Senatet uden problemer i betragtning af den stramme frist forud for valget, siger investeringschef Anthony Chan fra Union Bancaire Privee (UBP) i Hongkong ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan falder 0,6 pct., og de amerikanske futures peger på kursfald på 0,6-0,7 pct., når markedet i New York åbner i eftermiddag.
I Tokyo er aktierne under pres fra en styrket yen, samt de vigende amerikanske aktiefutures. Det sender det toneangivende Nikkei 225-indeks og det bredere Topix-indeks ned med henholdsvis 0,8 pct. og 1,1 pct.
De kinesiske aktiemarkeder er også negative. Shanghai Composite og CSI 300 falder begge 0,8 pct.
Samtidig ligger Hongkongs Hang Seng-indeks med et tab på 0,2 pct.
På de øvrige børser viger Kospi-indekset i Seoul 1,2 pct., og Taiwans Taiex-indeks falder 0,2 pct., hvilket også er tilfældet for Singapores Strait Times-indeks.
Australiens ASX-indeks ligger kort før lukketid med et minus på 0,4 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,8 |
| Topix | -1,1 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,2 |
| China Shanghai Composite | -0,8 |
| China CSI 300 | -0,8 |
| Taiwan Taiex | -0,2 |
| Sydkoreas Kospi | -1,2 |
| Indiens BSE Sensex | -0,2 |
| Singapores STI | -0,2 |
| Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdi klokken 6.15.
/ritzau/FINANS
