Aktier/tendens: Ørsted kan tage fokus efter løftet anbefaling
10/11 08:10
De grønne selskaber Ørsted og Vestas kan fra handelsstart løbe med noget af opmærksomheden, efter at begge selskaber har fået nye, løftede kursmål, mens Ørsted derudover også har fået hævet sin anbefaling.
Mens positivt vaccinenyt mandag sendte de globale aktiemarkeder gevaldigt i vejret, gik det stik modsat for det danske C25-indeks, der i stedet endte med et fald på 1,5 pct. til indeks 1563,0.
Det skete som følge af, at det danske eliteindeks er blandt de aktiemarkeder, der har klaret sig allerbedst under coronakrisen. Investorerne fik med håbet om en snarlig vaccine dermed risikoappetiten tilbage, hvilket fik dem til at lukke nogle positioner i de mere defensive danske selskaber.
Tirsdag morgen er jubelstemningen rundt om i verden dog aftaget en kende, hvor de amerikanske futures ligger til fald på mellem 0,5 og 0,7 pct. og det toneangivende tyske Dax-indeks indikeres til et fald på 1,5 pct. efter at være lukket mandag med en stigning på 4,9 pct.
NY ANBEFALING TIL ØRSTED
Det amerikanske finanshus Morgan Stanley har set nærmere på Ørsted-aktien og kvitterer med det hidtil højeste kursmål for aktien på 1400 kr. Samtidig løftes anbefalingen til "overvægt" fra tidligere "ligevægt".
Det fremgår af data fra Bloomberg, som har dateret ændringen den 9. november.
Tidligere havde banken et kursmål for energikoncernens aktie på 950 kr., mens det så sent som i juni blot var på 625 kr.
Kursmålet indikerer et potentiale på 32 pct. i forhold til mandagens lukkekurs for aktien på 1061,50 kr., hvor den faldt 0,7 pct.
Også vindmølleproducenten Vestas har fået hævet sit kursmål forud for mandages handel.
Her har Berenberg ifølge Reuters løftet sit kursmål til 1300 kr. fra tidligere 1050 kr., mens Deutsche Bank har hævet sit kursmål for aktien til 1260 kr. fra 1200 kr. ifølge data fra Bloomberg. Her er anbefalingen fortsat "køb".
Vestas faldt mandag 2,8 pct. til 1119,50 kr.
Der er også analytikernyt til ISS, der har fået sænket kursmålet til 75 kr. fra tidligere 80 kr. per aktie af Morgan Stanley, der fastholder anbefalingen "undervægt", viser data fra Bloomberg.
ISS lukkede mandag med en stigning på 11,9 pct. i 108,05 kr.
STG FÅR SÆNKET ANBEFALING OG KURSMÅL
Blandt sidepapirerne har Scandinavian Tobacco Group fået sænket både sin anbefaling og kursmål hos britiske Barclays efter tobakskoncernens regnskab for tredje kvartal i sidste uge.
Anbefalingen sættes ned til "ligevægt" fra "overvægt" og kursmålet til 105 kr. fra 126 kr.
Det fremgår af Bloomberg.
Aktien steg mandag 0,3 pct. til 93,15 kr.
NKT OPPRÆCISERER FORVENTNINGER
NKT har før markedsåbningen præsenteret regnskab for tredje kvartal, hvor selskabet nu ser både omsætningen og driftsresultatet lande i den øvre ende af de tidligere udmeldte forventninger.
I år venter NKT nu en omsætning i kabelaktiviteterne på omkring 1,1 mia. euro opgjort i standardmetalpriser mod en tidligere forventning om en omsætning på 1,0-1,1 mia. euro.
Endvidere venter selskabet nu et operationelt EBITDA inden for kabelaktiviteterne i den øvre ende af det tidligere udmeldte interval på 40-60 mio. euro.
Forventningerne til NKT Photonics fastholdes og er dermed fortsat en organisk omsætningsvækst i 2020 på mellem minus 12 og minus 2 pct., og EBIT-marginen ventes fortsat at blive på cirka 1 til 6 pct.
Regnskabet landede bedre end ventet blandt analytikerne, hvor kun nettoresultatet, der viste et underskud på 9,9 mio. euro, skuffede en kende. Her var ventet et underskud på 7,9 mio. euro.
Aktien steg mandag 4,4 pct. til 203,20 kr.
NNIT LØFTEDE FORVENTNINGER
NNIT hævede mandag efter børslukketid forventningerne til salgsvæksten i faste valutakurser til cirka minus 7,5 pct. fra tidligere omkring minus 8 pct.
Det skyldes opkøbet af amerikanske Excellis Health Solutions, der leverer forsyningskædekonsulentydelser til medicinalsektoren. Opkøbet ventes ifølge NNIT at skabe yderligere indtægter i årets to sidste måneder på cirka 16 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på cirka 0,5 procentpoint i år.
Aktien faldt mandag 2,1 pct. til 109,60 kr.
/ritzau/FINANS
