Mærsk: Rateindeks for Asien/Europa fortsætter rekordkurs
13/11 08:45
Containermangel i Kina får spotpriserne på containerfragt ud af Kina til fortsat at stige markant og dermed fortsat på det højeste niveau siden 2010.
Det viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.
Det samlede SCFI-indeks steg 11,5 pct. til 1856,33.
På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, steg prisen med 21 pct. eller 262 dollar til 1508 dollar per tyvefodscontainer (teu).
Niveauet denne uge er det højeste målt på ugebasis i år. Den tidligere prisrekord var i uge 40, hvor prisen lå på 1168 dollar per tyvefodscontainer.
Raterne har siden foråret været understøttet af en forbedret balance i markedet, da rederierne har reduceret kapaciteten under coronakrisen.
Raterne på den anden store rute mellem Asien og den amerikanske vestkyst, der også udgør 20 pct. af det samlede indeks, holdt mere eller mindre niveauet fra sidste uge og steg med blot 16 dollar til 3887 dollar per fyrrefodscontainer (feu).
/ritzau/FINANS
